Interview: Francis Ford Coppola

Klik her for at læse nyhedsbrevet i din browser

10. OKTOBER 2024

Francis Ford Coppola taler med Kristoffer Hegnsvad om sin film 'Megalopolis'.

Kristoffer Hegnsvad

Film- og tv-redaktør på Politiken

»Kan du lige slå dit kamera på, så jeg ved, hvem jeg taler med«.

Filminstruktøren Francis Ford Coppola er ikke nogen normal 85-årig. Heller ikke på Zoom. Det er hurtigt ham, der fremstår som den af os, der er i kontrol, og to sekunder inde i vores samtale, har jeg svært ved at tro på et eneste af de rygter, der har gået om, at han skulle have været gammel og forvirret på settet til ’Megalopolis’, hans seneste storfilm, som han selv finansierede ved at sælge for en lille milliard kroner vingårde.

Francis Ford Coppola og Adam Driver under optagelserne til 'Megalopolis'.Foto: Phil Caruso/lionsgate/Phil Caruso/Lionsgate

Jeg slår mit kamera til og vinker til ham. Lidt pinligt berørt, ikke over at det er mig, der fremstår som en 85-årig på Zoom, men fordi jeg har skrevet til ham, at jeg anmeldte hans film dårligt ved verdenspremieren i Cannes, men stadig gerne vil tale med ham.

Det er ikke så ofte, det sker. At jeg interviewer en filmskaber, som jeg lige har anmeldt dårligt.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har gjort det.

Dels har Dagbladet Politiken et princip om ikke at blande pærer og æbler, altså interview og anmeldelser, men selv de principper til side, så har man virkelig sjældent lyst til at sidde over for en filmskaber, hvis friske værk man lige har givet en negativ vurdering. Hvorfor skulle man udsætte hinanden for det?

Men ... det her drejer sig om Francis Ford Coppola, der har lavet ’Dommedag nu’, ’The Godfather’, ’Aflytningen’ og ’Motorcykeldrengen’, som jeg alle sætter højt.

Francis Ford Coppola og Marlon Brando under optagelserne af 'Dommedag nu'.

Francis Ford Coppola og Gene Hackman under optagelserne til 'Aflytningen'..

Jeg gav hans film ’Megalopolis’ 2 hjerter ved verdenspremieren i Cannes og kaldte den en »storslået katastrofe«. En katastrofe, fordi filmen falder fuldstændig fra hinanden med kun få egentlige lyspunkter undervejs.

Men storslået, fordi jeg også var begejstret over at se en instruktørlegende forsøge at udøve sin kunst så radikalt som muligt, og da jeg var i Politikens podcast efter premieren, sagde jeg, at det ikke kan udelukkes, at det – ligesom det før er sket med Coppolas film – vil vise sig, at samtidens kritikere tog fejl.

En fiasko i sin tid

Så siden Cannes har jeg forsøgt at få ham til at tage telefonen. For uanset hvad eftertiden vil tænke om værket, synes jeg det er forbilledligt, når de største – de, der sidder sikrest i det – tør risikere at fejle. Jeg tror inderligt på, at vi alle bliver modigere af det.

Det er også Coppolas grundlæggende pointe.

»Alle store udviklinger, nybrud, i verdenshistorien er kommet gennem leg«, siger Coppola, »og de er ofte ikke blevet forstået i sin samtid. Sådan har det altid været. Nogle ville rive Eiffeltårnet ned, da det blev bygget. Operaen ’Carmen’ (af Georges Bizet’, red.) var en fiasko i sin egen tid, han døde af et hjerteslag uden at opdage, at den blev en succes«.

’Megalopolis’ skiller vandene, ikke kun blandt filmkritikerne, men også ved de normale billetluger. Hvis man løber brugeranmeldelserne på filmdatabasen IMDB igennem, lægger de sig i polerne af deres 10-skala.

»Sådan var det også med ’Dommedag nu’ i sin tid«, siger Coppola.

»De, der hadede den, var dem, der var hjernevaskede til at tro, at der kun findes en måde at lave film på«.

Således sat på plads.

»Nu er det vel Marvel-film og lignende værker, der overholder tidens vedtagne regler, men der findes ikke regler i kunst. De regler, der opstilles, skifter hver generation, og alt, der har værdi, har været kontroversielt i sin egen tid. Det er fuldt forståeligt, at denne film skiller vandene mellem kærlighed og had«, siger Coppola.

Han fortæller, at han var meget begejstret for at være i Cannes sammen med næsten hele holdet.

»Film skabes ikke af et menneske alene, men af en gruppe. Det er særligt sandt, når det er en usædvanlig film og ikke en film, der ligner film lavet 10 gange før, hvilket gælder de fleste film. Det er godt at stå sammen med nogen, når man tager et spring ud i det ukendte«, siger Coppola.

'Megalopolis' kan ses i danske biografer netop nu.Foto: Still fra filmen/2024 CAESAR FILMS LLC. TOUS DROITS RÉSERVÉS.

Frigjort fra plottyranni

I ’Megalopolis’ ser Francis Ford Coppola stort på det plottyranni, der hersker i vores filmtid, hvor historiens sammenhæng sættes over fri visuel fortælling.

I ’Megalopolis’ blander du genrer, toneart, visuel stil på en måde, der går længere end før. Føler du dig for første gang helt fri til at gøre det?

»Jeg synes også, det var det, jeg gjorde med ’Dommedag nu’. Der gjorde jeg det første gang. ’Megalopolis’ er en stor, dyr film, men den er lavet som en lille kunstfilm, en personlig film, der ikke er skabt med henblik på at indtjene milliarder af dollars til nogle aktionærer, men med henblik på at påvirke folk til at tro på, at mennesket er bedre og i stand til at udrette meget mere, end det tror«.

»Men ...«, siger Coppola.

»’Dommedag nu’ bliver stadig vist i biografer i dag 40 år efter premieren. Og den har over tid tjent langt flere penge end de film, der var populære dengang. Så hvad ved jeg? Jeg er også ligeglad. Jeg er oldefar nu. Det eneste, jeg kerer mig om, er fremtiden for børnene«.

Penge vs. kunst

’Megalopolis’ udspiller sig i en fiktiv by, der ligner New York, men hedder New Rome. Her foregår en rivaliserende strid mellem en fremsynet arkitekt – en kunstner og videnskabsmand – og en magtfuld politiker, der har øjet på det, der virker lige nu.

Francis Ford Coppola fik ideen til filmen for over 40 år siden og har efter eget udsagn omskrevet manuskriptet mere end 300 gange undervejs. Det er ikke kun finansieringen, der har stået i vejen, men også verdens forandring, der har gjort det vanskeligt og ændret filmen undervejs.

»Jeg havde et ønske om at lave en film om fred og kreativitet og ingen krig. Men så skete 9/11, og så gik vi ind i tiden med islamisk terrorisme. Jeg forsøgte at skrive mig gennem det, men det kunne jeg ikke, så jeg gav op og først år efter ændrede det sig, og jeg tænkte, at nu kunne jeg lykkes«.

Så USA er et anderledes sted nu?

»USA er et skrøbeligt sted i dag, der minder om Rom for nær 2000 år siden. Det væltede ind med penge i Rom, og de romerske senatorer blev meget velhavende og primært optaget af deres egne penge og magt. Det er præcis det, der er sket i USA. Vores politikere er blevet forretningsmænd – dybest set velhavende mennesker, der i stedet for at udføre deres job, bruger det til at manipulere og pleje egne interesser. De burde pleje landets interesse. Årsagerne til Roms forfald er til stede i dagens USA«.

Tror du, det bliver bedre efter det kommende valg?

»Det håber jeg. Men min film er skabt uden for politik. Og den er lavet af mennesker, der stemmer på vidt forskellige politikere på tværs af hele spektret. Men vi arbejdede sammen om at lave en smuk og positiv film. Jeg tror i nogle tilfælde, at kunstnere er bedre til at vise vejen frem end politikerne. Ikke altid, men nogle gange«.

Adam Driver som kunstneren, arkitekten, videnskabsmanden Cesar i 'Megalopolis'. .Foto: Phil Caruso/lionsgate/Phil Caruso/Lionsgate

Giancarlo Esposito som den hårdhudede politiker Cicero i 'Megalopolis'. .Foto: Courtesy of Lionsgate/Courtesy of Lionsgate

I filmen strides kunst og videnskab med pragmatiske politikere og magtfulde rigmænd, der modarbejder dem. Oplever du, det er sådan i den virkelige verden også?

»Ja, det gør jeg. Problemet i verden i dag er, at befolkningen gennemgående er dybt ulykkelig og utilfreds. Og min fornemmelse er, at den bevidst holdes i den tilstand, fordi det er nemmere at sælge ting til den. Vi bruger kæmpe summer på reklamer hvert år, der alle sælger en lille smule lykke til mennesker. Man kan ikke sælge lykke til glade mennesker, så man må sørge for at holde menneskeheden ulykkelig«, siger Coppola, der dog ser et håb i den seneste tids amerikanske politik:

»Min følelse er, at amerikanerne er på vej til at blive bevidst om, at vi må løfte os op over det merkantile og blive en god medspiller på verdensplan; at vi kan slå os sammen med resten af verden og bruge menneskehedens store genialitet til at løse klimaproblemerne og forsøge at skabe en smuk verden for børnene«.

»Mit håb er, at amerikanerne er klar til at se verden som bestående af geniale mennesker, der som helhed skaber et paradis at leve i for hinanden og deres børn. Det største, vi kan gøre er at lege. Lege som og med vores børn. Det er det, jeg stemmer for«.

Det lyder smukt, men tror du, at alt bliver endnu værre, før det bliver godt? At det ligefrem er nødvendigt, det bliver værre, før mennesker vil forstå den tanke om kreativitet og leg og det paradis, du taler om?

»Det håber jeg ikke. Men det ved ingen. Jeg tror ikke, en film kan gøre en forskel. Men min drøm er, at det blot kan sætte gang i en samtale om det samfund, vi lever i. At vi taler. At vi får lov at stille spørgsmål, som for eksempel: Er reklamer godt for andet end at skabe psykisk sygdom? Er det system, vi har skabt, meningsfuldt? Jeg håber bare, vi kan få en bedre samtale«.

»Nu om dage hører man aldrig i nyhederne, at mennesket er godt, stort, genialt. At der ikke synes grænser for, hvad vi kan udrette. Det er, hvad jeg forsøger at sige i ’Megalopolis’, og jeg tror på det. Logisk betragtet er der ikke andre intelligente væsener på jorden, der har kortlagt det menneskelige genom, sendt rumskibe til Mars og spaltet partikler. Der synes ingen grænse for, hvad vi kan udrette. Min pointe med at sige det er, at negativiteten fastholdes for at kontrollere os«, siger Coppola:

»Men vi er store beundringsværdige væsener«.

Når vi taler om fremtiden og beundringsværdige væsener: Er det korrekt, du mener, du har en film til i dig?

»To film«

Endnu bedre, hvilke planer har du for dem, store, små?

»Jeg håber, jeg har én mindre film og én meget usædvanlig, meget ambitiøs film, men lad os se. Min kone plejede altid at sige til mig, at jeg skulle give min hjerne lidt ro. Jeg svarede altid, at det ved jeg ikke, hvordan man gør. Den eneste ro, jeg kender, er ved at arbejde på et andet projekt«.