| Oplev det internationalt anerkendte dansekompagni Cullberg gratis denne uge i byen. Foto: Pr. | |
Lucas Arturo Ramsøe Willkens | Journalist | |
|
|
| Hvis det larmer i gaden denne uge, er det altså ikke fordi The Minds of 99 spiller en fjerde gang i parken, men sandsynligvis enten fordi der er EM, eller fordi det er tid til årets studenterkørsel. | |
| Flere tager nemlig hul på sommerferien denne uge, og byen tømmes for mennesker i weekenden, når årets Roskilde Festival begynder. | |
| Noget, der også vil være tomt, er din indbakke på mandag, for Ibyens nyhedsbrev går også på ferie og er tilbage efter sommeren. | |
| Her kommer en håndfuld anbefalinger til ugen i København. | |
| OPLEV! Har du brug for lidt inspiration til dine moves, inden du skal danse dig gennem sommerens festivaler, så kan du denne uge tage til Blågårds Plads. Her kigger nemlig det internationalt anerkendte dansekompagni Cullberg forbi tirsdag 25. til lørdag 29. juni. Med sig har de et »sveddryppende mesterværk med politisk lyrisk og samplet iransk folkemusik«. Der er tale om forestillingen ’While in battle I’m free, never free to rest’. En forestilling, der undersøger, hvordan vi kan sameksistere, når klima og krig tvinger os til at leve sammen i nye konstellationer. | |
| Forestillingen er koreograferet af den iranskfødte norsker Hooman Sharifi. Danserne består af ti fra kompagniet Cullberg og ti streetdansere, som alle har forskellige nationaliteter og kulturelle baggrunde. Du kan opleve forestillingen gratis hver aften, hvor der også vil være oplæsning af forfatter Sara Galbiai og musik fra Dj Neda Sanai. Reserver din gratis siddeplads her eller duk bare op. Læs mere her. | |
| LYT! Sommerferie er lig sommerlæsning. Eller sådan burde det i hvert fald være, tænker du måske, mens du ligger der i sengen og doomscroller dig gennem TikTok. Måske du bare mangler lidt inspiration til, hvilke bøger du skal læse, eller i det mindste bare skal poste omslaget af på Instagram. Læs Politikens anmelderes guide til sommerlæsning her, eller tag ud i byen og bliv inspireret. | |
| For eksempel kan du tage til Dagmars Bodega på Nørrebro, hvor der tirsdag 25. juni er udgivelsesfest for bogen ’For alt i verden’ af Lukas Kluge. En bog om strategi, kultur og organisering i kampen for klimaet. Arrangementet er gratis. Læs mere her. Alternativt eller oveni kan du vende læsebrillen i retning mod Politikens Boghal på Rådhuspladsen på Vesterbro, hvor forfatter Signe Gjessing gæster onsdag 26. juni. I en samtale med forfatter Rasmus Daubjerg vil hun fortælle om de »ubegribelige realiteter«, hun skriver om i sin seneste udgivelse ’I kan da også bare skrive om stjernerne!’. Entreen er fri. Læs mere her. | |
| FEST! Er du hverken student eller fodboldfan, og føler du, at du er den eneste dansemus tilbage i et sommerferie-ramt København? Bare rolig, der sker altså stadig ting og sager i nattelivet. For eksempel kan du varme op til weekenden på Bodega Konkylie i Nordvest onsdag 26. juni, hvor der på programmet er dj’s og indsamling til Unicefs arbejde for børn i Palæstina. Alle aftenens indtægter fra baren går til formålet. Læs mere her. | |
| Torsdag 27. juni kan du kigge forbi baren Søhesten i Indre By, hvor der er fri éntre til barens ugentlige torsdagfest, som dj Den Stenede Rille spiller op denne gang. Læs mere her. Også natkluben Module på Vesterbro tager forskud på weekenden torsdag 27. juni med konceptet Torsdagstechno, hvor der denne uge er djs fra Solvakiet, Tyskland, Grækenland og København på programmet. Fri entre. Læs mere her. | |
| I weekenden kan du slå dig løs på dansegulvet hos Culture Box i Indre By fredag 28. juni, hvor ni nye dj-talenter er udvalgt til at spille for første gang. Entre er 150 kr. Læs mere her. Samme nat er der fest under navnet Honeydew på Jolene i Kødbyen, hvor du kan danse til »sexy summer house« fra dj Fruit DJ, Cirkeline og Hakeem. Det koster 75 kr. Læs mere her. Lørdag 29. juni får natklubben Den Anden Side på Vesterbo besøg af festkollektivet mp3 fra Berlin, som indtager klubben med dj Mohajer og Rachel Noon. 150 kr for indgang. Læs mere her. | |
|