| På torsdag bliver den mørke by lyst op med hjælp fra Copenhagen Light Festival. Arkivfoto: Jens Dresling. | |
Lucas Arturo Ramsøe Willkens | Journalist | |
|
|
| Er din bankrådgiver bekymret for dine udgifter til d-vitaminer og din lysterapilampes indflydelse på din elregning? Bare ærgerligt. Vi er ikke engang halvvejs igennem vinteren, og udsigten til at tylle dyre flaskeøl med flotte mærkater i solen på Sønder Boulevard synes næsten fjernere end chancen for at blive tilbudt en andelslejlighed på en af de ventelister, du har stået på siden din konfirmation. Der er altså lang vej endnu. | |
| Heldigvis har vi en kroning og håndboldherrerne, der med harpiksfedtede fingere og solide sukkerbolde til EM i Tyskland kan kaste lidt spænding ind i en af årets nok kedeligste måneder i København. | |
| Er du ikke til håndbold, og vil dine øjne have godt af at komme væk fra lysterapilampens skær, kommer her en håndfuld anbefalinger til ugen i København. | |
| OPLEV! Kom med til bal. Ikke sådan et i balsal med blanke sko og store kjoler. Men et vinterbal i rå omgivelser på natklubben Hangaren på Refshaleøen. Fredag 19. januar inviterer det unge københavnske pladeselskab og musikbureau 100Blaa til koncert og fest under overskriften Winter Ball 2024, og du er inviteret. »Vi lover dig, at det ikke bliver som ethvert andet bal«, lyder det i invitationen. 100Blaa står bag upcoming musikprojekter som Karl Meyer, Ussel og Neon Priest, som du måske kender fra sidste års Roskilde Festival-program. Sidstnævnte band kan du opleve live til fredagens bal, hvor du kan forvente energifyldt og intens elektronisk pop. Derudover kan du blandt andet også opleve Papa E, Eloq og Hex Electronix. Ballet varer fra kl. 22 til kl. 05, og entréen er 120 kr. Læs mere her. | |
| OPLEV! Tro det eller ej, dagene bliver faktisk længere og længere. Er du utålmodig, men enten for klimabevidst eller for flad til en købe en ferie sydpå, kan du se frem til, at lysfestivalen Copenhagen Light Festival lyser det mørke København op over februar. Men allerede denne uge kan du tage hul på glæderne, for i kvarteret Bavnehøj ved Vestre Kirkegård tyvstarter man årets festival torsdag 18. januar. Kvarteret, som Københavns Kommune kalder »en lille gemt perle«, er under byfornyelse for millioner. Og på torsdag kan du opleve området under forvandling, når Bavnehøj lysner til den officielle åbning af Copenhagen Light Festival 2024. I Nordre Kapel på Vestre Kirkegård vil der være åbningstale, lysperformance, lyskunst og musik fra Sankt Annæ Gymnasiekor. Og uden for kan du komme på en guidet omvisning i mørket på kirkegården og opleve lyskunstværkerne. Den officielle festivalperiode for årets Copenhagen Light Festival er 2.-25. februar. Det er gratis at deltage. Læs mere her. | |
| FEST! Er du en discotrold, er det den her weekend, du skal ud i nattelivet. København har nemlig fået en ny »eklektisk undergrunds-disco-fest«. Det er i hvert fald, hvad arrangørerne fra festkonceptet Cloud 9, kalder sig selv. Et koncept, der gerne vil skabe et inkluderende rum, hvor der både er plads til inderlighed og glamourøs disco-diva-energi: »Et soft space med plads til alle«, som det lyder i en pressemeddelelse. Og så står den selvfølgelig også på en masse disco. Første fest udspiller sig fredag 19. januar på natklubben Sigurd på Nørrebro, der har rebrandet sig selv og blandt andet nu sigter mod at tiltrække et mere modent publikum, end klubben tidligere gjorde under navnet Sigurdsgade. Aldersgrænsen er 21+, og entréen 100 kr. Læs mere her. | |
| Er fredagens discofest ikke nok til at holde benene i ro, kan du lørdag 20. januar tage mod Kødbyen på Vesterbro, hvor der på natklubben Baggen er house og disco-musik på dansegulvet. Bag dj-pulten er duoen Cockwhore & Macho samt dj Sofie Jacobi. Entréen er 75 kr. Læs mere her. | |
|
| MEST LÆSTE SENESTE 24 TIMER |
| |
|
|
|