| Festivalsæsonen er lige om hjørnet. Denne uge kan du tyvstarte den til festivalen Bloom. Pr-foto: Malthe Ivarsson. | |
Lucas Arturo Ramsøe Willkens | Journalist | |
|
|
| Kom du gennem pinsen uden at blive rød eller støde sammen med en hurtigbrilleiklædt Royal-runner? | |
| Byen summer de her solskinsdage. Buldrer, ville nogen nok sige. Måske du har savnet det leben, som varme dage fører med sig. Fra soundboks- og spikeball-energien i Nørrebroparken til naturvinsdrikkende københavnere med fastsømmede solbriller i panden på La Banchina. Eller også er du måske allerede begyndt at savne noget november-bekvemmelighed. | |
| Træk vejret og husk solcreme, for det er altså kun lige begyndt. Og her kommer en håndfuld sommerlige anbefalinger til ugen i København. | |
| OPLEV! Kunst, kunst kunst er der masser af, når Art Matter denne uge inviterer til »Danmarks største festival for samtidskunst«. Måske ugens mest oplagte dateaktivitet, hvis dit match altså går med halsklud eller har sin gang på KUA. Art Matter er en ny platform, som folkene bag projekterne kunsten.nu og Art Week er gået sammen om. Og torsdag 23. maj begynder altså den første udgave af Art Matter-festival, der over ti dage byder på et stort program proppet med samtidskunst gennem udstillinger, samtaler, performance og fest. Dyk ned i hele programmet her. Festivalen begynder med den gratis åbningsfest Art Bar Extravaganza i Nikolaj Kunsthal i Indre By torsdag. Her kan du blandt andet opleve dans koreograferet af Lotte Sigh, en performance af Miriam Kongstad og musik af musikduoen abolish. Læs mere her. | |
| Et andet nedslag i programmet er lørdag 25. maj, hvor du kan opleve udgivelsen af albummet Watery Bodies af duoen Giemaš. Et album, der baserer sig på feltoptagelser ved bjerget Giemaš i Nordnorge. Udgivelsesfesten foregår i Nordsø Records i Nordhavn. Fri entre. Læs mere her. På festivalen kan du også opleve »en helt særlig artist lecture« søndag 26. maj på udstillingsstedet O – Overgaden i Christianshavn, når den udstillingsaktuelle kunstner Panteha Abareshi kaster lys over den syge eller handicappede krop som fetich-objekt i populærkulturen og samtidskunsten. Det er også gratis. Læs mere her. | |
| LYT! Christiania er under forandring. I Pusher Street er boderne skiftet ud med cirkus og loppemarked, det er blevet tilladt at tage billeder, og turisterne er mere forvirrede end nogensinde før. Noget er heldigvis, som det plejer at være derude på fristaden. Sommerens gratis søndagskoncerter ved det udendørs spillested Nemoland, som har været en årlig tilbagevendende sommerbegivenhed i byen siden 2009, består, og sæsonen er netop skudt i gang. Årets program byder både på artister som Ussel, Tessa og Høker, men også navne, der har lidt flere år på bagen i den danske musikbranche som Rocazino, Peter Sommer og Tim Christensen. Se det fulde program her. | |
| Søndag 26. maj er der koncert med Mekdes og Uro. To artister, der er udråbt til at være nogle af dansk musiks store talenter. Mekdes kender du måske for hendes soulede pop, der er blandt andet blevet hyldet med P3 Talentet-prisen eller måske også fra hendes medvirken i dette års udgave af ’Toppen af Poppen’. Bag aliasset Uro er Jeppe Kronback, der laver dansksproget popmusik, som han til efteråret tager landet rundt med. Du kan opleve dem begge gratis søndag aften fra kl.18. Læs mere her. | |
| OPLEV! Festivalsæsonen er lige om hjørnet. Vil du tyvstarte, kan du det det, denne weekend, hvor den gratis festival Bloom vender tilbage under trækronerne i Søndermarken på Frederiksberg. Over tre dage 24.-26. maj kan du blive klogere på naturen og videnskaben i selskab med nogle af »vor tids skarpeste forskere, filosoffer, kunstnere og tænkere«. Oplev blandt andre videnskabsaktivisten Vandana Shiva, hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, videnskabsforfatter Cat Bohannon og mange mange flere kloge hoveder. Udover talks og debatter vil er der også kunst og mad på programmet samt aktiviteter som krokodille-dissektion, krage-tur og flagermussafari, men også koncerter af blandt andre Kind Mod Kind, Prisma og Søn. Og så er det gratis. Læs mere her. | |
| Også Nørrebro summer af festivalstemning denne uge, hvor klima- og jubilæumsfestivalen ’Rock for træer’ finder sted lørdag 26. maj ved Stefanskirken. Entreen er fri, men festivalen samler penge ind til, at der kan plantes flere træer på Nørrebro: »Godt for klimaet - godt for verdensfreden«, lyder det fra arrangørerne. Oplev poesi og musik fra acts som Raske Penge og Bisse. Læs mere her. | |
|