| Mathias Helt guider dig gennem, hvad vi selv mener er, årets fest, når Ibyen Prisen onsdag uddeles i Byhaven. Arkivfoto: Ivan Boll. | |
Lucas Arturo Ramsøe Willkens | Journalist | |
|
|
| Er du en vaskeægte Københavner-foodie har du sandsynligvis allerede besøgt »Københavns nye foodie-destination« Kajen. Et 6.500 m2 stort madmarked på Fisketorvet fordelt på fire etager med »alt fra afslappet streetfood til casual dining med smagsoplevelser fra hele verden«, som det lyder i en pressemeddelelse. | |
| Hvis ikke, har vores cafe-anmelder gjort det for dig og givet følgende ord med på vejen: »Kajen er et perfekt mødested, hvis du skal se én, du ikke rigtigt orker at tale med«. Læs hvorfor her. | |
| Her kommer en håndfuld anbefalinger til ugen i København. | |
| FEST! Endelig er det blevet tid til noget nær årets fest, hvis vi altså selv skal sige det. For nu er det endelig blevet tid til at hylde dem, der gør byen til et bedre sted, når Ibyen Prisen 2024 skal uddeles onsdag 16. maj. I læsere har stemt, og det er tid til at løfte sløret for, hvem der løber afsted med titler som Årets Restaurant, Årets Initiativ og hovedprisen Årets Københavner. Blandt årets nominerede er navne som Abdel Aziz Mahmoud, Sarah Glerup, podcasten A Seat at the Table, byrummet Karens Minde Aksen, sandwich-cafeen Abrikos, restaurant Locale 21 og baren Kilden I Skoven. | |
| Prisuddelingen finder sted i Byhaven på Vesterbro. Mathias Helt er din vært, der guider dig gennem aftenen. Og udover at vinderne afsløres, byder programmet også på masser af musik. Oplev hele fire koncerter med indierock-kvartetten Kindsight, pop-talententerne ILMA og Marcus.wav samt den danske hiphop-legende Karen Mukupa. Derudover er der også dj-set med Christian d’Or, gratis øl til de hurtige og udsigt til 20 graders solskin. Og entreen er fri. Vi glæder os til at se jer til et brag af en aften. Læs mere om det hele her. | |
| LYT! Er dine ører og samboere trætte af at lytte til den samme playliste igen og igen, men orker ingen af jer rigtig at gøre noget ved det? Så kan du denne uge tage ud i byen og få billige musikoplevelser med ny dansk musik, som kan spice soundtracket til dit forår op. Torsdag 16. maj kan du besøge Christianshavn Beboerhus, som inviterer til koncert med Bjarke Valentin og septetten Quiet Sonia. Førstnævnte er komponist og sangskriver, du måske kender fra musikprojekterne Synd og Skam samt LOL Beslutning. Men nu udgiver Bjarke Valentin musik under eget navn i en blanding af eksperimenterende musik og dansk højskolesangstradition. Quiet Sonia er et musikprojekt, der laver alt fra ambient til postpunk. Besætningen består af musikere fra projekter som Ydegirl og Schultz & Forever. Billetprisen er 100 kr. Læs mere her. | |
| En anden musikoplevelse kan du få på natklubben Sigurd CPH på Nørrebro, hvor r’n’b- og soulsangeren Betty Bass holder release-fest for sit nye album fredag 17. maj. »Betty Bass har en sans for toner og tekster med bid«, lød det i Politikens rosende anmeldelse af Betty Bass’ debutalbum. Oplev hvad hun nu har at byde på med efterfølgeren DREAMGIRL, der i invitationen til releasefesten beskrives som værende »den næste fase af hendes musikalske rejse«. Entreen er fri. Læs mere her. | |
| FEST! Er årets Ibyen Prisen 2024 ikke nok fest for dig, er der heldigvis rigeligt med festivitas i København denne uge. Faktisk hele tre slags for dig, der godt kan lide en god fest i solen, der ikke fucker din efterfølgende dag op. Sæsonen for udendørs dagsfester er startet. Torsdag 16. maj foregår det ved Tunnelfabrikken i Nordhavn, hvor festkollektivet Saktu, der har fokus på kvindlige artister i den elektroniske musikscene, inviterer til Open Air fest. Bag dj-pulten er navne som Ida Daugaard, Anna Karla og Februari. Billetpriserne begynder ved 90 kr. Læs mere her. | |
| Søndag 19. maj kan du sætte et festligt punktum for ugen med dans i solskinnet. Måske du endda er så heldig at have fri dagen efter, efter som det er 2. pinsedag. I Pumpehusets Byhave på Vesterbro er der fest under titel ‘Det Kolde Bord’, hvor du kan feste fra kl. 13-21 til lyden af lokale dj’s som Ida Engelhardt, Tight Cherry og Miss Puppy, mens du smasker dig gennem dansk smørrebrød. Entré er 50 kr. Læs mere her. Også i Hangaren på Refshaleøen er der udendørs dagsfest. Her foregår festen i natklubbens store baghave med dj’s som Jidder, Sham og Matriax. Billetprisen er 50 kr. Læs mere her. | |
|