Hej Når Cuarteto Casals på næste tirsdag d. 8. april gæster Koncertsalen, vil det være fjerde gang de kommer. De har nemlig været på besøg både i 2014, 2016 og 2022. Men hvorfor vælger vi at invitere dem igen fremfor at præsentere en ny strygekvartet? Hvad er det der gør dem til noget særligt? Måske er det den omhu de lægger for dagen i deres måde at spille forskellige musikalske stilarter på forskellige måder – bl.a. ved brug af særlige buer til musik fra barok- og klassisk tid. Kvartetten har mere end 27 års erfaring med at spille sammen, og det kan høres. Efter at have vundet en række store konkurrencer i begyndelsen af deres karriere, har de siden været faste gæster i verdens mest prestigefyldte koncertsale herunder Carnegie Hall, Philharmonie Berlin, Cité de la Musique Paris, Philharmonie Paris, Konzerthaus og Musikverein i Wien, Concertgebouw i Amsterdam og Suntory Hall, Tokyo – samt selvfølgelig Mogens Dahl Koncertsal i København! Men alt dette kan vi jo sagtens sige, så derfor bringer vi herunder nogle citater fra koncertanmeldelserne sidst de var her. Når man læser dem, er det svært ikke at tænke ’gid jeg havde været der’. Men det er der så mulighed for nu… På glædeligt gensyn! Mogens Dahl, direktør og dirigent Neel Teilmann, musikchef |