Det siger en udstiller Udstillerne oplever positiv travlhed på messens førstedag, fortæller salgs- og marketingdirektør i Rosendahl Design Group Sofie Lindahl-Jessen, der glæder sig over, at der igen er messeaktivitet:
"Som en af de store spillere har det hele tiden været en prioritet for os at deltage på Formland. Vi er her for at støtte op om messen og hele branchen, og fordi det giver os en helt særlig mulighed for at møde vores kunder og fremvise vores mange efterårsnyheder. Det har været et anderledes og turbulent forår, og derfor har vi set frem til at få en bid af hverdagen tilbage – selvfølgelig med de forholdsregler der skal tages – og det er Formland med til at give os på en effektiv og tryg måde." |
Det siger en besøgende Handler indgås, viden deles, og relationer bliver styrket i messehallerne allerede på førstedagen, og Deputy Buying Director i Magasin du Nord Esben Hougaard understreger da også, at det fysiske møde har stået højt på ønskelisten:
"Vi har trængt til at komme ud og mødes fysisk med både eksisterende og potentielle nye samarbejdspartnere. For Magasin og for vores kunder er det vigtigt at være opdateret med de nyeste produkter, og vi oplever gang på gang, at Formland formår at kuratere de helt rette brands, opbygge trendområder og skabe et livsstilsunivers, der virkelig inspirerer. Ingen messer formår i samme grad at videregive så god, konkret og brugbar inspiration." |
|