| Niels Holst | Journalist, digital forsideredaktør | |
|
|
| USA har en angrebsplan klar, hvis Trump beslutter sig for at bombe Irans atomanlæg. Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev, som også ser nærmere på danskernes sommerferieplaner, på nye tal for verdens flygtninge og en tophistorie om det elendige danske havmiljø. | |
| Havet i Danmark er forurenet med langt flere kemikalier, end vi har troet | |
| De danske kystvande er forurenet med dobbelt så mange miljøfarlige stoffer, som myndighedernes tilstandsvurderinger i årevis har vist, skriver DR. | |
| Stort set alle 123 vandområder langs de danske kyster er forurenede med flere stoffer, end ministeriet hidtil har fortalt. | |
| Det skyldes, at en række målinger af miljøfarlige stoffer først nu står til at blive regnet med i vurderingerne af, hvordan havene har det, viser interne dokumenter fra Miljøministeriet, som DR har fået aktindsigt i. | |
| »Den nye tilstandsvurdering viser, at der er en meget større forurening, end vi havde tænkt«, siger professor i miljøbiologi og forurening ved Roskilde Universitet Henriette Selck, som også er seniorkonsulent i Tænketanken Hav. | |
| »Der er stor risiko for, at den samlede forurening - den her cocktail af kemikalier - vil påvirke havet. Fordi når kemikalier er sammen, så kan de øge hinandens negative effekt«, siger hun. | |
| Miljøminister Magnus Heunicke (S) kalder den omfattende forurening med miljøfarlige stoffer »dybt alvorlig«. | |
| »Det viser jo, at vi i Danmark har et gigantisk problem med vores havmiljø«, siger han til DR. | |
USA råder blandt andet over B-2 bombefly, som kan medbringe bomber, der vurderes til at kunne trænge langt ned i jorden, hvor de iranske atomanlæg ligger.Foto: Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix |
| Amerikansk angrebsplan er klar, hvis Trump beslutter sig for at bombe | |
| I Mellemøsten fortsætter luftkrigen mellem Israel og Iran. Samtidig vokser spekulationerne om, hvorvidt USA vil bombe Irans atomanlæg for at forhindre landet i at udvikle en atombombe. | |
| Flere medier, heriblandt Wall Street Journal og Bloomberg, skriver, at præsident Donald Trump har godkendt en angrebsplan, så den hurtigt kan sættes i værk, HVIS han beslutter sig for et angreb. I givet fald vil det allerede kunne finde sted i weekenden, hvis man skal tro de unavngivne kilder, som de amerikanske medier bygger deres historier på, og som vi på Politiken ikke har mulighed for at efterprøve. | |
| Skulle det komme så vidt, vil det være i direkte modstrid med Trumps hidtidige politik om at holde USA fra at føre krig i Mellemøsten. | |
| Det vil også være i direkte modstrid med den konklusion, som hans egen spionchef, Tulsi Gabbard, drog i marts, hvor hun overfor Kongressen slog fast, at efterretningstjenesterne »fortsat vurderer, at Iran ikke er i gang med at bygge et atomvåben, og at den øverste leder Ali Khamenei ikke har autoriseret det atomprogram, han suspenderede i 2003«. | |
| Trump sagde i går, at Iran »er i store problemer«, men at han ikke har besluttet, om USA vil angribe. | |
| »Måske gør jeg det, måske gør jeg ikke. Ingen ved, hvad jeg har tænkt mig at gøre«, sagde han. | |
Foto: Nacho Doce/Ritzau Scanpix |
| Danskerne trodser klimaforandringer og rejser sydpå som aldrig før | |
| Sommerferien står for døren, og mens der har været talt og skrevet meget om, at det er godt for klimaet at holde ferie i Danmark og Norden og næsten også er blevet for varmt i Sydeuropa, er der intet, der tyder på, at det holder danskerne væk fra de traditionelle feriemål. | |
| »Uanset om der er hedebølger eller jordskælv, vil danskerne have deres ferie. De har efterhånden vænnet sig til, at der godt kan ske forskellige ting. Men det afholder dem ikke fra at tage ud at rejse«, siger direktør Jakob Hahn fra brancheforeningen Rejs. | |
| Direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours, der er en én af landets største rejsearrangører, mener heller ikke, at klimaforandringer betyder noget for danskernes valg af ferie. | |
| »Sidste år var vores bedste år nogensinde i salget af flyrejser. Og denne sommer har vi solgt ca. 10 procent flere rejser end på samme tid sidste år. Skovbrande og hedebølger berører ikke danskerne, de rejser, som de vil, så det er ikke noget, vi mærker til – det har vi i øvrigt aldrig gjort«, siger han til Jyllands-Posten. | |
Fordrevne sudanere forlader i april en flygtningelejr i Norddarfur på en vogn trukket af æsler – efter et angreb fra den paramilitære Rapid Support Forces.Foto: Stringer/Ritzau Scanpix |
| Verdens flygtningetal eksploderer | |
| 120 millioner mennesker er tvunget fra deres hjem på grund af konflikt, forfølgelse eller katastrofer. Det viser en ny rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Der er tale om en fordobling af fordrevne i løbet af det seneste årti, og rapporten konstaterer, at verdenssamfundet har fejlet. | |
| »Dette er det højeste antal fordrevne, der nogensinde er registreret, og det stiger stadig«, siger Annika Sandlund, UNHCR’s repræsentant for de nordiske og baltiske lande. | |
| »Hovedårsagen er, at vi som globalt samfund ikke har løst en eneste af de 59 konflikter, der var aktive i 2023. Ikke én«. | |
| I Sudan er mere end 14 millioner mennesker blevet fordrevet på grund af borgerkrigen, der brød ud i 2023 – det er den største enkeltstående krise med flest fordrevne i dag. Syrien, Afghanistan og Ukraine følger tæt efter. | |
En 61-årig mand er sigtet for at dræbe sin ekshustru med skud på Frederiksundsvej mandag eftermiddag.Foto: Thomas Borberg |
| Politiker står uforstående tilbage efter partnerdrab: »Jeg bliver frustreret og forfærdet på ofrenes vegne« | |
| Hver gang Karina Lorentzen fra SF læser om et partnerdrab, som det der fandt sted mandag i Brønshøj, tænker hun på et bestemt redskab. Den såkaldte omvendte fodlænke. | |
| Det er en fodlænke, lidt som man kender den fra fængselsdomme. Men i stedet for at give besked, når en person forlader et område, skal den i sager om tilhold gøre Kriminalforsorgen opmærksom på, at en person nærmer sig ham eller hende, vedkommende har et tilhold mod. | |
| Sådan et redskab kunne netop være blevet brugt i sagen, hvor en 61-årig mand er sigtet for at dræbe sin tidligere hustru – en 47-årig kvinde. Den formodede drabsmand havde nemlig et polititilhold mod kvinden, og det er netop i den type sager, at fodlænken ville kunne tages i brug. I Norge har man brugt fodlænken siden 2013, og det har fungeret ret upåklageligt. Ifølge tal fra organisationen Danner, der arbejder for at bekæmpe vold mod kvinder, er den omvendte fodlænke blevet anvendt 105 gange, og i ingen af tilfældene er tilholdet blevet brudt. | |
| I Danmark har man været anderledes langsom til at tage redskabet i brug, og først fra 1. juli i år træder en forsøgsordning i kraft, hvor fodlænken skal benyttes i 15 sager på tværs af tre politikredse. Spørger man Karina Lorentzen fra SF, er det for lidt og for sent. | |
| »Jamen, jeg bliver frustreret og forfærdet på ofrenes vegne«, siger hun og fortsætter: | |
| »Jeg kan jo slet ikke forstå, at vi er så langsomme til at få det her i gang, og at der skal laves årelange forsøgsordninger, før vi kan tilbyde den her mulighed til flere kvinder«. | |
Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix |
| ’Du lytter til Politiken’: So ein ding: Sådan har Donald Trump fået sin egen militærparade | |
| 6.600 soldater, 150 kampvogne og 50 luftfartøjer, to muldyr og en hund. Det er åbenbart det, du skal bruge til en militærparade. Lørdag fejrer Donald Trump sin egen 79 års fødselsdag - og samtidig det amerikanske militærs 250 års fødselsdag - med en stor parade i Washington DC. Parader af den slags med kampvogne og det hele er ellers ikke noget, der er tradition for i USA, hvor man hidtil har overladt den slags til autoritære regimer som Rusland og Nordkorea. | |
| Og så lige Frankrig, der har en helt særlig parade-tradition. Og det var netop her på Bastilledagen hos Emmanuel Macron i 2017, at Donald Trump blev inspireret. | |
| I ’Du lytter til USA’ taler vi i denne uge om Trumps parade, om protesterne mod præsidenten, der lørdag finder sted i 2000 byer i hele USA. Og om protesterne fra Bruce Springsteen, som paneldeltager Jesper Thobo-Carlsen er i Berlin for at se. | |
| Dagens panel består af vært Nils Thorsen, journalist på Politiken Anders Tornsø Jørgensen og udlandsjournalist Jesper Thobo-Carlsen. | |
| • | | Retten i Hjørring tager hul på en nævningesag, hvor en 18-årig mand er tiltalt for at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup 11. marts. Han er også tiltalt for flere andre forbrydelser, herunder voldtægt af pigen. | • | | Østre Landsret ventes at afslutte en sag mod fem mænd, der var ansat på et bosted ved Maribo, der i januar 2023 blev fundet skyldige i ulovlig tvang mod anbragte børn. | • | | Retsudvalget har i dag justitsminister Peter Hummelgaard (S) i samråd. Udvalget har blandt andet bedt justitsministeren om at redegøre for en række forhold vedrørende behandlingen af sager om alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder, om det er lovligt, at jurastuderende afgør den slags sager. | • | | Københavns Snedkerlaug uddeler i dag Snedkerprisen 2025 i Moltkes Palæ under designfestivalen 3 days of design. Formålet med prisen er ’at belønne personer, firmaer, organisationer og bygherrer som har deltaget i et byggeri eller indretning, hvor den væsentligste del af snedkerarbejdet er udført i træ’. Prisen er på 150.000 kroner. |
| |
| Dagens tegning: Børnepenge | |
| Partiformand Lars Løkke Rasmussen har tilbudt det nu tidligere medlem af Moderaterne Mike Fonseca 370.000 kroner for at trække sig ud af politik. | |
|