| Marcus Rubin | Kronikredaktør | |
|
|
| Nu ved jeg naturligvis ikke med jer, men at USAs tidligere præsident Donald Trump er en skurk, har jeg faktisk meget længe har en betragtelig mistanke om. | |
| Og efter at 12 nævninge i New York fandt Trump skyldig i alle 34 anklagepunkter, er det faktisk også helt legitimt at kalde ham en forbryder. Det glæder vi os over her på avisen, men om det kommer til at forhindre den aldrende byggematador i at genindtage Det Hvide Hus, er uklart - New York Times-kommentatoren Frank Bruni advarer mod at lade champagnepropperne flyve alt for tidligt. | |
| Hvordan det går, må man se, men er man bare lidt historieinteresseret, er der noget fantastisk over at verden - eller i al fald USA’s fremtid og måske selve dets demokrati - ender med at blive reddet af en tidligere pornostjerne. | |
| Men verden er forunderlig og virkeligheden overgår tit og ofte fantasien. Som mange andre har jeg fordrevet ugen med at se TV2 og Mads Brüggers utrolige dokumentarserie ’Den Sorte Svane’, hvor flere af personerne er så karikerede, at man ville have rystet på hovedet af dem, hvis det var en spillefilm. Det er crazy, men også dybt fascinerende. En slags dansk ’The Wire’, som man ikke kunne have forestillet sig. | |
| Imens er det politiske system så småt ved at gå på sommerferie efter en lang afslutningsdebat. Forude venter valget til Europa-Parlamentet næste uge, og så bliver det jo spændende at se, om Mette Frederiksen, som rygterne spår, ender med at forlade Danmark til fordel for Bruxelles, når de europæiske topposter skal fordeles om nogle uger. | |
| For indeværende er statsministeren her dog stadig. Mandag fandt hun, sammen med partiets spidskandidat til EP-valget, tid til at komme med sit bud på, hvordan vi skal beskytte børn og unge mod techgiganterne og de sociale medier. Det er sikkert en glimrende ide. Næste skridt kunne passende være at få beskyttet alle os andre, der også kan finde det svært at holde fingrene fra mobilen i tide og utide. | |
| Det er dog ikke de sociale medier, som er skyld i alt. Faktisk er det mere social ulighed end sociale medier, der holder folk fra at engagere sig i samfundet og samfundsdebatten. Det viser den forskning som Morten Fischer Sivertsen beskrev i denne del af kronikserien om det såkaldte algokrati. | |
| Men vi får som bekendt kun det samfund, som vi skaber sammen. Og det regelbaserede samfund er ikke, hvad det har været. | |
| Om det er Putin, Kina eller, som tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft mener her, Vesten selv, der undergraver det, kan til gengæld diskuteres. Et andet problem er selve navnet – som Financial Times kommentator Gideon Rachman fremhæver, er ’den regelbaserede verdensorden’ ikke just noget ret mange er villige til at dø for. | |
| Der er ligesom noget med navnet, der signalerer studiekreds snarere end patriotrisme og offervilje. Om rebranding er nok, er dog tvivlsomt, men noget bør gøres. | |
| Men lige i dag er det dog en god dag for retfærdigheden. Trump er - indtil en appeldomstol måtte mene noget andet - blevet fundet skyldig, i næste uge vælges Danmark med stor sikkerhed til FN’s Sikkerhedsråd og søndag er det valg til Europaparlamentet. For slet ikke at tale om Grundlovsdag onsdag. | |
| Så for at holde stemningen oppe er her et link til det måske allerbedste filmklip nogensinde. Her kan selv ’Den Sorte Svane’ ikke være med. | |
|