| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Jeg elskede personligt tv-serien Succession og tænker umiddelbart, at Adam Price eller andre bør være i gang med dansk version – de mangler i al fald ikke inspiration herfra huset. | |
| | Nå, men bortset fra det, er dette jo også ugen, hvor Gaza-krigen kom til de danske universiteter. Hvor længe teltlejren holder, bliver spændende. Det udfordrende øjeblik kommer vel, når Roskilde Festival går i gang - de unge aktivister skal jo, som de forklarede til DR, også passe deres ’personlige liv’. | |
| | Måske er krigen slut til den tid, det kan man håbe, men personligt tvivler jeg. Både Netanyahu-regeringen og Hamas får mange flere problemer og udfordringer, når freden en dag sænker sig. Og med aktivister, der skal hjem og slappe af og et USA, der nu truer den internationale straffedomstol med sanktioner, hvis den rejser anklage mod Benjamin Netanyahu, well, så tænker jeg, at Israel kan modstå presset lidt endnu. | |
| | Freden sænker sig nok før eller siden, men Gaza-demonstrationerne skader deres egen sag, når der bliver kastet maling på mindestenen for redningen af Israels jøder. Hvem der end begik den antisemitiske handling, vides ikke, men som jeg skriver i denne leder, er det noget, arrangørerne af demonstrationerne må sikre ikke sker igen. | |
| | Jo mere antisemitismen skyller over Vesten, jo stærkere står begrundelsen jo sådan set for at oprette en jødisk stat i første omgang – det paradoks skriver den amerikanske kommentator Bret Stephens meget godt og polemisk om her. | |
| | Rasmus Stoklund skrev også en kronik om faren ved at gå med kippa i København. Og er man træt af Stoklund og hans holdninger, er der jo sådan set kun et at sige – bekæmp antisemitismen. For indeværende er det i al fald afgørende nødvendigt med politibeskyttelse af de jødiske institutioner. Et trist faktum, men et som er afgørende for det jødiske samfund, som ph.d.-studerende Anna Bræmer Warburg redegør for her. | |
| | Mens kuglerne regner ned over Gaza og jøder dukker nakken i Danmark, ruller verden videre på sin skæve gang. I Rusland mener evighedspræsidenten Putin (gad vide, om han bliver balsameret som Lenin) at landet er på ret kurs. En, skal vi sige, alternativ holdning som leder af et land, der fører en krig mod sin nabo, der har kostet livet eller førligheden for måske en halv million mennesker. Stakkels russere, stakkels os andre og så må man i øvrigt inderligt håbe, at vi formår at holde sammen her i Vesten. | |
| | At tænke over verdens ulykker er nok til at give akut mental load-udfordringer, helt uanset om man har børn. Men har man børn, optager Aula, legeaftaler, tandlægebesøg, turtasker og stævner naturligt nok en del mental plads, så debatten om hvem, der tager slæbet mest derhjemme, vil givet blive ved. | |
| | Det er nemlig en helt reel udfordring, som ikke handler om speltmødre og fraværende fædre, men om kampen for at få hverdagen til at hænge sammen. Som min gode kollega, tidligere opinionsredaktør og nuværende satireredaktør (de to områder ligger ofte tættere på hinanden, end man tror), Mads Zacho smukt udtrykte det i sin leder: »Alle taber, når udskamning bliver gjort til en del af en vigtig debat om forældreskabet og børns trivsel. Man kan ikke vise en vej fremad med løftede pegefingre, og allerede nu handler diskussionerne alt for meget om klynkende mødre og apatiske fædre. Mental load-debatten er ikke en tjekliste for, hvordan man er en god omsorgsperson«. | |
| | Sande ord, synes jeg, men måske løser problemet før eller siden sig selv. Fødselsraten styrtdykker trods offentlige fertilitetsbehandlinger og børnechecks, og mon ikke mental load-debatten får en del par til tænke sig om en ekstra gang, før de giver sig til at ’knalde for Danmark’, som det offentlige så poetisk for nogle år siden opfordrede til i en kampagne. | |
| | Grand old man blandt de danske fødselslæger, Øjvind Lidegaard - bror til vores egen tidligere chefredaktør - mener i al fald, at sociale årsager spiller en afgørende rolle i mysteriet om de manglende danske babyer. En anden forklaring, en som er lidt lettere at gøre noget ved, kom forfatter Bo Jensen med, da han pegede på de mange stakkels mænd, som gerne vil have børn, men aldrig formår at finde en partner. Hjælper man dem, hjælper man fødselsraten, argumenterer han. Lyder rigtigt for mig, men om det er hele løsningen, er nok for meget at håbe. | |
| | Vi må se, og indtil da må I som altid passe godt på jer selv. Husk solcreme, og husk at kigge op en ekstra gang, hvis I går forbi Politikens Hus, hvor skeletterne stadig synes at vælte ud af skabene oppe i de højere ledelseslag. | |
|
