| Marcus Rubin | Kronikredaktør | |
|
|
| Det er let at miste modet i disse tider. | |
| I Gaza buldrer krigen videre, og de stakkels indespærrede mennesker bombes igen uden mulighed for at flygte. Det er en skændsel, at verdenssamfundet bare accepterer det, men med en præsident i USA, der tweeter syrede AI-videoer om Gaza som ferieparadis, kan alt ske. Den store fredsmægler i USA har ikke fået meget for hånden indtil videre. Som vi skriver i denne leder, er det mest pjask, pjask og mere pjask. | |
| Men, og det er pointen i dette nyhedsbrev, der er ingen grund til at opgive. Solen skinner, vi går mod lysere tider, denne tekst skrives udenfor på en cafe i det gode vejr og faktisk sker der gode ting hist og her. | |
| Tag Canada. Trumps trusler om at ville annektere landet har styrket det liberale parti og presset Canada og EU meget tættere på hinanden. Så meget at næsten hver anden canadier i dag gerne vil have, at Canada formelt bliver en del af EU. Vi er dermed måske tættere på, at Canada bliver EU’s 28. medlemsstat end USA’s 51. delstat. | |
| Gå det sådan vides selvsagt ikke, men som chefredaktør Amalie Kestler skriver i denne klumme, er det altså ikke givet, at Trump får smadret verden på fire år. Vi klarede corona, som hun skriver, og måske er vores samfund mere solidt, end det virker. Måske gælder det med styrken endda også USA’s helt åbenlyst skadede demokrati. | |
| Selv har jeg fundet håb i Polen - som i øvrigt også er et stærkt undervurderet rejsemål - som trods mange års udhuling af demokratiske normer nu er tilbage på liberal kurs. Autokratiske ledere kan tabe, det er ikke umuligt. Faktisk er et af deres tricks netop at forsøge at intimidere og skabe en stemning af, at det hele er tabt. I Serbien kæmper studerende i disse dage for demokratiet i nogle af de største protester i mange år. | |
| Men sådan er det ikke. Historien var ikke slut efter den kolde krig, Fukuyama tog fejl, og de onde kræfter vinder kun, hvis de gode giver op. Som antropologen Margaret Mead skrev for mange år siden, skal man aldrig tvivle på, at en lille gruppe tænksomme, beslutsomme borgere kan forandre verden. Faktisk er det det eneste, der nogensinde har gjort det. | |
| Så fat mod, kæmp og giv den gas. Deltag i debatten - her på Politiken, ude i virkeligheden eller måske endda i DM i debat, hvis du har alderen til det. Vi søger lige for tiden deltagere, og det kan føre til meget. Blandt de tidligere vindere finder man justitsminister Peter Hummelgaard, kirkeminister Morten Dahlin, LA’s leder Alex Vanopslagh, værdikrigeren Frederik Vad og mange flere. Så kom frisk, det er skægt, lærerigt og vigtigt. Alt kan debatteres, selv blev jeg overrasket denne uge over en ung kvinde, der raser mod bryllupskjoler. | |
| »Brudekjolen, som kvinden død og pine skal bære, og som de fleste kvinder af uransagelige årsager aktivt tilvælger, forpester bryllupsseancen yderligere som ansjoser og artiskokhjerter på en pizzabund«, skrev hun i et indlæg her i avisen - og så kan de jo tænke lidt over det nede i Lilly. | |
| Og hvis man alligevel mister modet fra tid til anden, skal man jo huske, at historien overordnet set længe er gået i den rette retning. Som Thomas Hobbes skrev, var livet i naturtilstanden kort, brutalt og ubehageligt. Steven Pinker beskrev i bogen ’The better angels of our nature’, hvordan volden i samfundet er faldet gennem årtusinderne, men – og det er så den sidste pointe herfra – måske er billedet alligevel mere nuanceret. Jeg blev fanget af denne artikel om, at verden faktisk ikke var helt så voldelig alligevel i jæger-samler tiden. | |
| Verden er mere forunderlig og uforudsigelig, end man tror, alt kan ske, og selv fortiden er ikke altid, hvad man tror. Så hold modet højt, se en masse af de eventyrlige dokumentarfilm, som CPH:DOX fylder byen med i disse dage, nyd solen, nyd hinanden, og husk at samfundet er, hvad vi gør det til. Smil til hinanden, lad være at råbe på cykelstierne, og så skal det måske også gå denne gang. Mens USA er i krise, kan Europa blive en ø af civilisation og suge viden og kloge hoveder til sig. | |
| Verden er ung endnu, og Danmark er utrolig smukt sådan en solrig martsdag. Nyd det! | |
|