Friske påskeæg Vi sælger rigtig mange æg op til påske og i påskedagene. Men æg er jo også en tradition på påskebordene. Æg er sunde og rig på protein og kan bruges til rigtig meget. Her kommer nogle forslag: Blødkogt æg, spejlæg, scrambelæg, omelet, æggesalat, madtærter, gratin, pålæg, pandekager og kager. Du kan også koge dem hårdt og male på dem eller bruge dem i en kastekonkurrence. | |
Nyt fra marken I dette tørre forår har jeg allerede sået alt kornet. I weekenden blev det ukrudtsharvet første gang, da det er på vej op. Derudover er vi ved at renholde jordbærmarkerne for ukrudt, så planterne er klar til at vokse sig store og bære en masse lækre jordbær. De tidlige kartofler er også på vej op igennem hyppen. Vi bruger også tid på renholdelse af hvidløgsmarken. Meget snart bliver der lagt vinterkartofler, og så går vi for alvor i gang med at plante grøntsager. | |
Nyt fra gårdbutikken I gårdbutikken kan du lige nu købe frisk spinat, radiser og persille fra drivhuset. Fra Tvedemose har vi brune økologiske marksvampe. Fra Varpelev/Østervang har vi agurker. Vi har også knoldselleri, pastinak, jordskokker, gulerødder, rødbeder, kartofler, hvidløg og æbler fra efterårshøsten. På marken finder vi stadig kalette og grønkål. Mel, æblemost og forskellige kolonialvarer har vi som vanlig. Kik forbi - vi har åben alle dage i påsken fra kl. 8.00 til 19.00. | |
Tærte med spinat og tomat Denne tærtebund er lavet på mandelmel, men du kan også bruge en klassisk mørdejsbund. 200 g mandler 50 g smør eller plantesmør 1 æg 2 spsk chiafrø 1/4 tsk koriander ½ tsk salt Fyld: 500 g hakket frossen spinat (du kan også bruge frisk spinat) 2 fed hvidløg, fint hakket 1 løg, fint hakket 4 æg 1 dl fløde eller havrefløde salt, peber og muskatnød 3 tomater til pynt Mal mandlerne til mel i en foodprocessor. Smelt smørret og rør det sammen med mandelmel og de øvrige ingredienser, til en dej. Beklæd en tærteform med bagepapir og fordel dejen i formen. Brug evt. en børnekagerulle. Sæt den på køl mens du gør fyldet klar. Rist løg og hvidløg i en lille gryde. Damp spinaten i lidt vand til den er tøet op, dræn den for vand og tilsæt løg og hvidløg. Pisk æg, fløde og krydderier sammen. Fordel fyldet på den kolde bund og pynt med tomatskiver. Bag tærten i 30-35 minutter ved knap 180 grader. | |
|
|