 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Hvor har jeg glædet mig til både det og til at dele verden med jer andre. Det er svært at bevare pessimismen, når solen brager ned og byen i den grad springer ud. Verden er af lave, men den er også lidt genfortryllet hvert eneste forår. Så lad os starte med lidt gode nyheder. Danmark er faktisk for første gang nogensinde on track til at nå klimamålene i 2030. Det er første gang, at Klimaministeriet vurderer, at Danmark kommer til at opfylde klimamålet, der blev politisk vedtaget med klimaloven i 2020. | |
| | Det er naturligvis ikke nok til at redde hverken kloden eller bare Danmark, men det er dog en reel bedrift. Og en som er sket uden de helt store ofre fra befolkningens side - tænk, hvad vi så kan udrette, hvis vi bare gider lægge vores livsstil lidt om. | |
| | Og der er mere godt nyt i posen. | |
| | I Canada vandt den liberale Mark Carney en overraskende sejr over de konservative. Meget mere globalist end Carney kan man ikke blive. Han er tidligere nationalbankdirektør i ikke bare Canada, men også Storbritannien og har endda arbejdet for superskurkeglobalisterne over dem alle, Goldman Sachs. Men alligevel foretrak canadierne ham fremfor den konservative Pierre Poilievre, der på ydmygende vis ikke engang blev valgt ind i parlamentet. | |
| | Carney kan takke manden i Det Ovale Kontor (USA’s svar på Voldemort i denne uges nyhedsbrev, eftersom jeg sidste uge lovede ikke at skrive hans navn) for sin sejr. Før MAGA-præsidenten og truslerne om at gøre Canada til USA’s 51. delstat tegnede alt til en konservativ valgsejr. | |
| | I morgen er der valg i Australien, og der kan USA’s bratte forvandling til Mordors rige også ifølge meningsmålingerne meget vel sikre premierminister Anthony Albanese fra arbejderpartiet en embedsperiode mere. | |
| | Og mens vi er ved Goldman Sachs og storkapitalen, så var det på sin egen måde også en god uge for de kræfter herhjemme, hvor Børsens chefredaktør Bjarne Corydon, tidligere finansminister og McKinsey-mand, blev båret ind i kongestol som DR’s nye generaldirektør. Helt fortjent mener vi, men også interessant med den næsten universelle begejstring for politikeren, der blev lagt for had af store dele af befolkningen, da han solgte en del af det daværende DONG - det nuværende Ørsted - til Goldman Sachs. | |
| | Et salg, der på kort tid indbragte investeringsbanken, som Rolling Stones kaldte en vampyr-blæksprutte, den nette sum af 12 milliarder kr. Det var mange penge dengang og er det sådan set stadig sidst på måneden, selv om det i Danmark virker til, statskassen er stort set uudtømmelig og råderummet altid kan opjusteres. | |
| | Så tillykke til Carney og Corydon og måske endda også til Ukraines præsident Zelensky, der endelig fik indgået en mineralaftale med USA. Det er reelt en slags beskyttelsespenge, men måske alligevel et tegn på, at Ukraine kan få en vis støtte fra USA også den kommende tid. Hvor meget man skal lægge i det, kan man måske diskutere, sådan som Michael Jarlner med et tilbageblik på Afghanistan gør her. Men det er i det mindste bedre end det uværdige skænderi i Det Ovale Kontor tilbage i februar. | |
| | Måske kom ændringen i USA’s linje i forbindelse med pave Frans’ begravelse, som kastede et på sin egen måde rørende billede af sig. Næste uge begynder konklavet for at vælge den næste pave. Jeg er allerede kommet med et par gode råd til kardinalerne og meldt mig som stor fan af den afdøde pave. | |
| | Ovre på Weekendavisen skrev Christian Bennike en klumme om kirkens ondskab. Ifølge ham repræsenterer kirken og paven alt det, vi har bygget vores moderne, frie samfund i modsætning til – lidt ligesom dogmatisk islam. Sådan ser jeg det slet ikke, tværtimod kan jeg varmt anbefale alle at læse biblen, der er et stykke mageløst litteratur og derefter kaste sig over Kristian Leths forrygende bog om den - og om kirkens enorme betydning for skabelsen af just det samfund, som Bennike mener, den står i modsætning til. | |
| | Selvfølgelig er der masser af kritisere, homofobi, overgreb og grådighed, men bare at afskrive den katolske kirke som noget møg er alt, alt for forsimplet til min smag. Efter hans død er det eksempelvis kommet frem, at Pave Frans hver eneste dag - hver dag - ringede til de kristne i Gaza for at vise sin sympati. Hvor mange gange har vestlige ledere mon ringet derned under krigen, der nu har varet mere end halvandet år? At det går helt forfærdeligt, er der ikke meget tvivl om jo, men alt for mange af os kigger væk. Det har professor Sune Haugbølle skrevet en forrygende kronik om. Så på den måde er alt vel selvsagt ikke vel, men der sker dog gode ting og sager, og det er værd at bemærke. | |
| | Jeg håber også, at I har fulgt med i den superinteressante debat om højskoler og ekkokamre. Den blev fyret af af Ayman Ahmad Mouhammed, en tidligere elev på Krogerup Højskole, der beskyldte højskolen for at være en »kult for den øvre middelklasses børn, hvor klima er religionen, og tolerance er noget, man prædiker«. Det var skrap kost, eller som forstander på Krogerup Rasmus Meyer udtrykte det, et kærligt spark i røven. | |
| | Jeg er selv lidt inhabil i debatten, da jeg er meget gamle venner med Rasmus Meyer og kender Krogerup indefra som både fast sommerkursusdeltager og underviser, men jeg synes, det er vildt interessant, hvordan og hvor meget tolerance og rummelighed reelt bare er noget man siger, men ikke så meget praktiserer. | |
| | Det er svært at komme ud af sit ekkokammer, det kan jeg tale med om, men man skal altid forsøge. Mit eget mantra er hver uge at forsøge at tale med mindst én person, som jeg er meget politisk uenig med og forsøge at holde en omgangskreds, der spænder så vidt som muligt - jeg har alt fra Enhedslisten til Liberal Alliance blandt mine tætteste venner, men let er det ikke. Hverken for mig, Krogerup eller måske endda Ayman. | |
| | Så skyd løs, få mig ud af ekkokammeret, send tanker, ideer og meninger som jeg ikke ellers ser - så kommer de med i næste nyhedsbrev! Hvor jeg atter må nævne Voldemorts sande navn. Adressen er som altid [email protected] | |
| | God weekend, husk at tænde lys i vinduerne på søndag og mindes befrielsen. Frihed skal aldrig tages for givet, til sin dødsdag havde min far - der flygtede til Sverige i 1943 - en halv snes Krugerrand i guld liggende klar til, hvis man skulle rykke hurtigt. | |
|
