Marie Maschoreck | Journalist | |
|
|
| Der er 10 dage til Donald Trumps indsættelse som præsident i USA. Nedtællingen er begyndt, illustrerer dagens tegning. Trump er også omdrejningspunkt i to af de historier, du kan læse om i dagens nyhedsbrev. Først i forbindelse med den såkaldte tys-tys-sag og dernæst i et mere dansk perspektiv i forbindelse med den kommende præsidents trusler mod Danmark. | |
| Dagens nyhedsoverblik handler også om klimaet. Et dansk firma mener nemlig, at de har knækket koden til flydende havvindmøller – og fundamentet er så stort, at det knap nok kan stå på Rådhuspladsen. Løsninger er tiltrængte, for i dagens sidste nyhed kan du læse, at der i 2024 blev slået en nedslående klimarekord. | |
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix |
| Højesteret afviser at udsætte strafudmåling til Trump i tys-tys-sag | |
| Med stemmerne 5-4 har USA’s højesteret afvist den kommende amerikanske præsident Donald Trumps forsøg på at udskyde strafudmålingen i sagen om ulovlig bogføring af tys-tys-penge. Strafudmålingen vil derfor som planlagt kunne finde sted fredag formiddag amerikansk tid. Donald Trump blev i maj fundet skyldig i 34 anklagepunkter om at have forfalsket dokumenter og overtrådt regnskabslove i forbindelse med udbetalingen af tys-tys-penge til den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels. | |
| En telefonsamtale mellem Trump og højesteretsdommer Samuel Alito tirsdag havde ellers fået kritikere af det konservative flertal i USA’s højesteret til at sætte spørgsmålstegn ved dens uafhængighed. Flere amerikanske medier peger på, at Trump formentlig har brugt samtalen på at lægge pres på Alito, der er en af de mest konservative dommere i USA’s højesteret. Men selv om Alito da også endte med at stemme til Trumps fordel, så var der to andre ellers konservative dommere, der valgte at trodse Trump. | |
| Natten til fredag er det desuden afgjort, at en rapport – som forventes at indeholde oplysninger om både sagen om Trumps forsøg på at omstøde præsidentvalget i 2020 og sagen om forkert håndtering af fortrolige dokumenter – kan offentliggøres. | |
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix |
| Regeringen har rakt ud til Trump efter trusler mod Danmark | |
| Med udenrigsministeren på den ene side og forsvarsministeren på den anden kunne statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften oplyse, at regeringen har rakt ud til Donald Trump efter hans trusler mod Danmark. På pressemødet slår statsministeren fast, at »vi ikke har nogen grund til at tro, at det skulle udvikle sig på den måde«, når det gælder Trumps udtalelse om ikke at afvise at anvende militær og økonomisk magt for at få kontrol over Grønland. | |
| »Vi har foreslået en samtale. Og den, tror jeg, kommer. Men jeg tror ikke, at den kommer på denne side af 20. januar«, siger statsministeren. Trumps indsættelse i præsidentembedet finder sted 20. januar. | |
| I et interview med Jyllands-Posten fortæller en af Donald Trumps tidligere tætteste rådgivere, John Bolton, hvordan han mener, Mette Frederiksen bør reagere på Trumps nye købsforsøg. Han siger, at hun i første omgang bør ringe til Trump og foreslår desuden i interviewet et delt ansvar for Grønland mellem Danmark og USA samt grønlandsk selvstændighed. Ifølge ham bør endemålet for ingen af landene være at »eje« Grønland. | |
| Dansk firma mener at have knækket koden til at gøre flydende vindmøller til noget stort – og hemmeligheden er enkel | |
| I en svejsehal ti minutter fra Give i Midtjylland er Henrik Stiesdals firma, Stiesdal Offshore ved at samle og svejse sit første flydende fundament til de største havvindmøller. Med 250 meter fra vingetip til bølgetop og en vægt på over 2.000 tons er havvindmøllerne de største maskiner, der nogensinde er seriefremstillet. Ifølge Henrik Stiesdal kan flydende havvind blive endnu en vigtig brik i den globale omstilling. Og potentialet er stort. | |
| Det flydende fundament, der er på størrelse med Rådhuspladsen, er næste skridt i det danske vindeventyr. Teknologien kan være med til at tidoble antallet af steder, hvor man kan sætte havvind op i verden, ifølge beregninger fra Det Internationale Energiagentur. | |
| »Hvis man kan få møllerne ud at flyde og så sætte dem fast i bunden med reb, kan man få møller op langt flere steder. Det kan demokratisere havvindmøller og gøre dem tilgængelige for lande, der ellers ikke vil kunne få havvind«, siger Henrik Stiesdal, der satte sin første flydende havvindmølle i søen fra Grenaa Havn i 2021. | |
Foto: Carl De Souza/Ritzau Scanpix |
| EU-rapport: 2024 var det varmeste år hidtil målt | |
| 2024 blev det varmeste år, der hidtil er registreret. Det er andet år i træk, at der bliver sat en nedslående rekord for klimaet. Nu er den globale gennemsnitstemperatur oppe på 1,6 grader over niveauet før industrialiseringen, hvor man begyndte at bruge kul og for alvor udlede drivhusgasser i atmosfæren. Det slår EU’s klimatjeneste, Copernicus, fredag fast. | |
| Videnskabelige studier bekræfter, at menneskeskabte klimaforandringer har medvirket til katastrofer som dem, vi så i løbet af 2024. Netop nu ser vi voldsomme naturbrande i Los Angeles. Forskere er ikke sikre på, i hvilket omfang udledningen af drivhusgasser påvirker Santa Ana-vindene, der i år har blæst med rekordstyrke. Det er dog hævet over enhver tvivl, at rekordtemperaturerne, som også har ramt dette område de seneste år, skyldes denne udledning. Ekstrem tørke og rekordhård vind har desuden gjort det umuligt at forhindre ilden i Los Angeles i at sprede sig. | |
| »Den temperaturstigning, vi nu oplever, vil få alvorlige følger. Vi har ikke fuldstændig styr på den ekstra varmeenergi og temperaturudviklingen rent videnskabeligt, men verden har igen og igen været fodslæbende med at sænke udslippene«, konstaterer klimaforsker Sebastian Mernild i et interview med Politiken 2. januar. | |
| Hvis du vil vide, hvad Trumps told vil gøre ved USA, behøver du blot at se på Brasilien | |
| Hos en brasiliansk møbelkæde står en skammel, som til forveksling ligner Ikeas Bekväm, en skammel, som findes hos mange danske børnefamilier. Kæden med 50 butikker rundt i landet sammenlignes ofte med Ikea, og med forbrugerøjne minder det moderne design og kvaliteten om hinanden. Prisen er dog en helt anden, og mens Bekväm hos Ikea koster 139 kroner, er den brasilianske ditto prissat til 585 kroner. Samme mønster gælder for sofaer, borde og stole. | |
| Det er få steder i verden, at iPhones, legetøj og andre importerede produkter er så dyre som i Brasilien. En af de væsentlige forklaringer er landets høje toldsatser. Den brasilianske økonomi kan derfor være med til at forklare, hvad der sker, når et land lægger en høj told på alt det, der sendes ind over grænsen udefra. Sådan som den USA’s kommende præsident, Donald Trump, har givet udtryk for, at han vil gøre det. | |
| Her udpensles kontrasten mellem en af verdens mægtigste økonomier med avancerede og højteknologiske industrier samt komplekse forsyningskæder og en langt mere sårbar økonomi baseret på salg af råvarer og mineraler. | |
| Den er som et ridderkors for unge smarte københavnere. Med den i hånden kan man springe køen til klubben over | |
| Ibyens udsendte rapporterer i denne serie fra en række af Københavns natklubber. Denne gang fra natklubben Baggen, der siden 2010 har tronet i et legendarisk hjørne af Kødbyens Flæsketorv og weekend efter weekend ageret ungdomshus for flere generationer af unge københavnere. | |
| »Man kan jo altid tage på Baggen«. Sætningen er blevet sagt mange gange i journalist Lucas Arturo Ramsøe Willkens start-20’ere. Han spørger i reportagen sig selv: gælder det stadig? | |
| Kom med i byen i København på årets første lørdag. Fra køen, hvor en lille metalmønt med et ’B’ på giver lov til at springe den ofte lange kø over, til det tætpakkede dansegulv. | |
| Doktor Slank tog al den fede mad fra os. Nu siger han: »Jeg tog fejl« | |
| Vi kaldte professor i ernæringsvidenskab Arne Astrup for ’Doktor Slank’ i 90’erne, da han blev hele Danmarks madprofet. Og hans budskab var klart: Drop den fede mad! | |
| Og nu, efter mange år uden fed ost, kød og yoghurt med høje procenter, erkender Doktor Slank os, at han tog fejl. Fedtforskrækkelsen, der formede en æra med diætkultur, var unødigt oppustet. Og nu har han nye råd til, hvordan danskerne skal spise sig sunde. | |
| Arne Astrup gæster dagens ’Du lytter til Politiken’, hvor han fortæller om udviklingen i forskningen, og hvorfor vi kan stole på hans kostråd denne gang. | |
| | | USA’s Højesteret skal vurdere en vedtaget lov, der kræver, at TikToks kinesiske ejer, ByteDance, sælger det sociale medieselskab til et amerikansk firma eller får forbud fra 19. januar. | | | Aleksej Navalnyjs tre advokater forventes at blive dømt i en sag om ekstremisme. Den russiske anklagemyndighed beskylder advokaterne for at videregive oplysninger til og fra Navalnyj, mens han sad i fængsel. | | | Cavlingprisen uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent. De tre nominerede projekter kommer i år fra Berlingske, DR-Kontant og Zetland. | | | ’Kongetallet’ for nye amerikanske job uden for landbruget offentliggøres klokken 14:30. Tallet giver en indikation om økonomiens udvikling i USA. | | | Jens Olaf Jersild bisættes fra Store Magleby. 26. december døde den danske journalist og tv-vært. Han blev 65 år. | | | Retten på Frederiksberg ventes at afsige dom i sag om en 35-årige tidligere ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der er tiltalt for datatyverier fra offentlige myndigheder og Netcompany. | | | De danske håndboldherrer spiller opvarmningskamp mod Bahrain forud for VM kl. 17.30 i Royal Arena. |
| |
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN |
| Der er stadig 10 dage, til Donald Trump bliver indsat som USA’s præsident. | |
|