Nationalbanken advarer om, at klimaforandringer kan ramme verdensøkonomien præcis som finanskriser og boligbobler. Der er gået klima i valgkampen op til valget til Europaparlamentet og Folketinget. Og nu slår Nationalbanken alarm over for klimaforandringer, der truer samfundsøkonomien på samme måde som finanskriser og boligbobler. Nationalbanken ændrer nu sine risikovurderinger, mens en grøn tænketank efterlyser samme erkendelse i Finansministeriet. De seneste år er der kommet flere penge under bordet og andre former for overpris, når der bliver handlet andelsboliger, viser en kortlægning fra en arbejdsgruppe under erhvervsministeriet. Siden 1. maj er reglerne strammet, så sælgere af andelslejligheder skal fremover udlevere ’Vejledning til køber om prisfastsættelse af andelsboliger’ til køberne. Samtidig får køber nu tre års frist til at lægge sag mod sælger, hvis de opdager, at der er betalt overpris. Niels Hansen betalte penge under bordet for en andelslejlighed, men fik pengene igen. En erfaren advokat med speciale i andelsboliger råder køber til ’at spille med’, hvis de bliver afkrævet penge under bordet eller skal betale overpris for et skab. Advokaten råder til, at du i stedet samler beviser og kræver pengene tilbage, når handlen er på plads. Det var det, der lykkedes for Niels Hansen, men der er naturligvis ingen succesgaranti. Og så til et paradoks: Bankerne tilbyder stort set rundt nul i rente på løn og opsparing, men alligevel fortsætter vi med at lade vores penge rulle ind på konti, hvor inflationen skærer cirka 1 procent af værdien hvert år. Kunderne polstrede bankernes indlånskonti med yderligere 38 milliarder i 2018. Derfor ligger der nu 890 milliarder opsparede kroner i bankerne, viser nye tal fra Nationalbanken. Det svarer til i gennemsnit 191.ooo kroner per voksne dansker. Enkelte nichebanker tilbyder bedre rente, og bank-appen Lunar Way lovede gennem fjorten dage i april kunderne, at de resten af året ’får penge tilbage’. Nærmere bestemt 4 procent af de første 50.000 kroner på kontoen, svarende til 2.000 kroner. Betingelsen var, at man senest 30. april havde flyttet sin NemKonto til Lunar Way og i øvrigt bruger det tilknyttede Visa-kort mindst én gang hver måned. Kort nyt | Vi sparer på vedligeholdelsen af vores huse. En dansk husstand brugte i gennemsnit 8.960 kroner i 2007 på at holde boligen ved lige, hvilket var blevet godt og vel halveret ti år senere til 4.090 kroner i 2017. Tallene er opgjort i faste priser og bygger på den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret. |
|
| Trods klimakrise og moralske debatter om flyskam steg trafikken i Københavns Lufthavn i april, hvor SAS’ fly ellers stod på jorden en god uges tid, fordi piloterne strejkede. Københavns Lufthavn anslår, at pilotstrejken, hvoraf de fem dage var i april, betød 85.000 færre passagerer samme måned. Der gik 2.508.962 rejsende igennem lufthavnen i april, hvilket var en stigning på 12.453 sammenlignet med april 2018. |
| | Med venlig hilsen Thomas Flensburg Journalist |
|
|
|
|