 ARTIST TALK // Trine Kjærhauge ONSDAG D. 20. NOVEMBER KL 16-17 Kunsthal NORD inviterer til artist talk med billedkunstner TRINE KJÆRHAUGE. Alle er velkomne til at deltage onsdag d. 20. november kl. 16-17. Gratis deltagelse.
AD MARE betyder til havet på latin, og netop havet er omdrejningspunkt for Trine Kjærhauges debutudstilling i Kunsthal Nord. Havet rummer både et mikrokosmos i form af alle de levende organismer, der lever heri, og et makrokosmos i form af det uendelige hav, beskueren oplever. Ligesom vi mennesker hver især både rummer et mikrokosmos og er en del af verdens og universets makrokosmos. Havet kan symbolisere fødsel og genfødsel, det kan være en rensende, men også en ødelæggende og dødelig kraft. Havet er også metafor vores skiftende sindstilstande. Talemåder som “at ramme bunden”, når man er gået psykisk ned, eller “at komme op til overfladen igen”, når man vender tilbage til en normal eller tilfredsstillende levevis efter en hård eller isoleret periode.
AD MARE er skabt af Trine Kjærhauge efterfølgende et brystkræftforløb, hvor hun brugte kunsten, naturen og et kunstnerisk samarbejde med Cort Lunde som et helbredende frirum. I denne periode begynder hun at indsamle muslinge- og østersskaller ved Blokhus strand, da hun fascineres af skallernes detaljerigdom og deres små universer. Turene ved stranden bliver hendes helle og har en mental helende effekt på hende sideløbende med operationer, kemobehandlinger og hospitalsbesøg. Kjærhauge oplever det som at blive sendt til havets bund, hvor der herskede et neutralt mørke. Det var et nulpunkt, en nulstilling, et nyt udgangspunkt. Herfra har hun bevæget sig mod en ukendt overflade, men ikke på en lineær rejse. Hun er blevet taget med af livets strøm og har valgt at flyde med og slippe kontrollen i stedet for at kæmpe imod. Denne rejse genskaber AD MARE i en kunstudstilling, der er både en indre og ydre rejse samt en hyldest til havet.
Om kunstnerne: Trine Kjærhauge arbejder som kunstner og grafisk designer med bopæl i Aalborg. Her er hun en del af Nordjyllands Kunstnerværksted under Kunsthal Nord. I sit kunstneriske virke arbejder hun på tværs af medier og materialer såsom tryk, illustration, papir, naturmaterialer og ord. Naturen, dens teksturer og sanselige indtryk er ofte inspirationskilde for hendes værker. Kjærhauge er uddannet fra Skolen for Visuel Kommunikation, Kolding og Håndarbejdets Fremmes Tekstilformidleruddannelse. Hun har udstillet på Museum for Papirkunst og skabt projekter bl.a. for Projekt Vækstlag og Impro Fauna.
Udstillingen er støttet af Aalborg Kommune og Region Nordjylland. |