| Så er det marts, lyset er ved at vende tilbage, men sæsonmæssigt står den stadig på kål og rodfrugter i lang tid endnu. | |
| Mens vi venter på de nye skud, har jeg fået trang til noget mere eksotisk. Jeg er stor fortaler for, at vi spiser så lokalt og sæsonnært som muligt, men nogle må der gerne komme en fremmed fugl – eller rettere: fremmed frugt ind i køkkenet. | |
| Derfor er der i næste uge opskrifter med ananas, som kan bruges i både det søde og salte køkken. | |
| Men er det ikke vildt klimabelastende? | |
| Hvis man slår op i ’Den store klimadatabase’, der er udarbejdet af Concito og som lige nu er vores bedste bud på at finde ud af, hvilket klimaaftryk vores mad har, så har ananas et klimaaftryk på 0,56 Co2e (det står for co2-ækvivalenter). | |
| Det er nogenlunde det samme som æbler. Til sammenligning har oksekød et klimaaftryk på 74,84 co2e. | |
| Vi skal stadig spise mest af det, der vokser tættest på os, men en enkelt eksotisk frugt i køkkenet er altså ikke noget, der får klimaregnskabet til at stikke af. I modsætning hvad mange tror, bliver frugterne ikke fløjet herop, men sejlet med skib. Således oplyst er det tid til at tage hul på opskrifterne. | |
| Måske husker du drinken pina colada. Den er der ikke grund til at genoplive. Kast dig i stedet over denne cocktail med ananassmag, der er frisk og læskende og ikke som den tunge udgave med kokosmælk. | |
| Som skrevet i indledningen skal vi et stykke tid endnu spise os igennem en hel del kål og rodfrugter, inden er der nye varer på hylderne. | |
| Denne vinter har jeg bagt helt utroligt mange rodfrugter, græskar og sellerihoveder og lavet en dip eller dressing til. Det synes jeg er en virkelig god måde at spise grønt på, og vi har derfor samlet fem opskrifter, der følger det princip. Du finder opskrifterne her, og hvis du specifikt vil dykke ned i selleriens mange gastronomiske muligheder, så finder du opskrifterne her. | |
| Inden vi slutter, får du også lige et bud på 10 oversete vinområder, som du skal kende. Vores anmelder har nemlig smagt sig gennem de bedste flasker og kommer med sine anbefalinger her. | |
| Det var alt for nu. Find bud på mad til alle ugens dage nedenfor. Med ønsket om en god maduge. | |
|