Med fælles kræfter
Vi elsker det årlige samarbejde med vores kollegaer i Aalborg Symfoniorkester, fordi det gør det umulige muligt - og beriger os og publikum med vidunderlige udfordringer og uforglemmelige oplevelser.
Tidligere musikchef Leif V S Balthzersen skriver lidt på vores hjemmeside om fællesskab, samarbejde og de "monstrøse" koncerter:
"Richard Strauss’ sidste og længste tonedigt, 'Alpesymfonien', har en endnu mere monstrøs besætning: Firedobbelte træblæsere, 8 horn (inklusive 4 wagnertubaer), 4 trompeter, 4 basuner, 2 tubaer, 2 paukespillere, et stort opbud slagtøj samt celeste, orgel, harpe, strygere, hvoraf Strauss gerne vil have, at der skal være minimum 18 førstevioliner, 16 andenvioliner, 12 bratscher, 10 celloer og 8 kontrabasser! Hertil kommer et bagsceneorkester på ikke mindre end 12 horn, 2 trompeter og 2 basuner. Og så foreslår Strauss desuden ganske ubeskedent, at nogle af instrumenterne fordobles undervejs…"