 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Når verden brænder og alt koger, kan det være sundt at tage en mental detox. | |
| | Sådan en nappede jeg sidste weekend, hvor jeg sad fjernt fra alt i en ødegård i Sverige, hvor jeg sad i et vildmarksbad, og alt virkede forunderligt uforandret. Søndag regnede det, som nogle måske vil huske, stort set hele dagen, og derfor trak vi indenfor, og så skete der noget eventyrligt. | |
| | Som det kun sker i sommerhuse og ødegårde, var der en gammel DVD - og endda en afspiller - så vi så en fuldkommen magisk film, som jeg ellers aldrig havde set: Den grædende kamel. En 20 år gammel tysk dokumentarfilm om nogle mongolske nomader og deres kameler i Gobi-ørkenen. | |
| | Plottet, i det omfang man kan tale om et sådan, roterer om en kamel og hendes datter. Datteren er albino, og moren vil slet ikke kendes ved hende - den lille kamel går og hyler hjerteskærende og vansmægter, fordi den ikke får lov at dige. Nomaderne - der jo er økonomisk afhængige af kamelerne - gør deres bedste for at presse moren til at acceptere sin datter og går så vidt som til at binde hendes ben sammen, så hun ikke kan sparke datteren væk. | |
| | Men intet virker; moren nægter på det bestemteste. Noget må gøres, kalven vil dø uden at kunne dige (selv om nomaderne malker moren fra tid til anden), og løsningen bliver at søge hjælp i den nærmeste by. Ikke fra en dyrlæge, som man måske kunne tro, men fra en spillemand, der ifølge legenderne kan spille moderinstinktet frem. Når det sker, vil kamelen græde. | |
| | Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men det er en mageløs rørende film, som har siddet i mig lige siden. På et tidspunkt sidder nomaderne ved en slags varde og taler om vigtigheden af at passe på naturen og huske, at vi ikke er den sidste generation - der skal ligesom være noget at give videre. | |
| | Om Donald Trump og Elon Musk har set Den Grædende Kamel, ved jeg ikke, men jeg tillader mig at tvivle. Trods deres mange børn - fem for Trump og indtil videre 13 for Musk - synes begge mænd i al fald ikke synderligt optaget af at efterlade kloden i god stand til fremtidens generation. | |
| | Musk har allerede reelt opgivet jorden til fordel for drømmen om Mars og det intergaktiske menneske, og Trump kører videre med sit amokløb mod alt og alle. Efter at have taget hammeren mod klimakampen og ligestillingen og rigsfællesskabet (har man ikke set den seneste video om USA og Grønland, bør man gøre det, skørere bliver det ikke) var turen denne uge kommet til det internationale handelssystem. Bortset fra Rusland, der af sælsomme årsager var undtaget, blev varer fra alt og alle - selv øer befolket udelukkende af pingviner (men så kan de naturligvis også lære det) - pålagt told fra og med næste uge. | |
| | Satserne svingede, tilsyneladende beregnet baseret på det givne lands handelsoverskud med USA divideret med to (hvordan det endte for pingvinøerne, ved jeg dog ikke), en så skør og arbitrær formel, at The Economist i sin leder erklærede, at det ville give omtrent lige så god mening at basere raten på antallet af vokaler i deres navn. | |
| | At finde nogen økonomer, der forsvarer Trumps plan, lykkedes ikke for os her på Politiken, og det gamle republikanske ikon Ronald Reagan - manden, der indtil Trump var hyldet som en slags frelser af republikanerne - må rotere i sin grav. Tjek denne video af hans helt rigtige analyse omkring det tossede og kortsigtede ved told. | |
| | Hvordan det hele skal ende, er umuligt at spå om, men skulle jeg vædde, ville jeg sætte mine penge på, at min kontorkollega Michael Jarlner har fat i den lange ende i denne kommentar om, at det nok er USA selv, der ender alene hjemme. | |
| | Men ok, hvad kan man forvente af en præsident, der forleden blev briefet om den nationale sikkerhed af Laura Loomer, en konspirationsteoretiker, der blandt meget andet skørt mener, at terrorangrebet 11. september 2001 var et inside job. Hun gjorde åbenbart meget ud af at forklare Trump, at hans nationale sikkerhedsråd var råddent og var så overbevisende, at Trump siden har fyret mindst seks af dem. Måske er USA midt i en slags kulturrevolution, det tror de åbenbart i Kina, skriver New York Times-kommentator Thomas Friedman i denne klumme. | |
| | Nå, men det skal naturligvis også handle om alt muligt andet, der sker jo - trods alt - også andet i verden. | |
| | Selv har jeg hidset mig op igen og igen over Israel og dets leder Benjamin Netanyahu, der for tiden er på besøg i Ungarn. Det kvalmende i at se den krigsforbryderanklagede israelske leder vandre rundt i skønne Budapest sammen med den illiberale leder Viktor Orban, har jeg skrevet en harm leder om her, og så har jeg filosoferet over det triste i, at Israel, et land nærmest bygget af bøger af et af muslimerne såkaldte bogens folk, nu er faldet så dybt som til at raide palæstinensiske boghandlere og konfiskere uønskede bøger. | |
| | Jeg startede nyhedsbrevet med en kulturanbefaling. Her kommer en mere. Har man ikke fået set Netflix-serien Adolescence, har man snydt sig selv. Det er noget af det bedste, jeg har set i meget lang tid. | |
| | Efter endt bingewatching (i al fald jeg havde svært ved at stoppe) kan man passende læse dette debatindlæg om incel-kulturen og automatfordømmelserne. Det med ikke at få sex er i øvrigt ikke kun noget, som overgår mænd. Komikeren og forfatteren Christina Hagen har for nyligt skrevet en bog om, at hun har passeret 3.000 dage uden sex. | |
| | Det er alligevel også noget, og mens vi er ved det med sex, så er der næppe noget mere skamfuldt end at være tiltrukket af børn. Siden den tidligere socialdemokratiske chefideolog Henrik Sass Larsen blev tiltalt for at have masser af billeder af den slags og endda en barnedukke, som man kunne have sex med, har debatten raset. Selv havde jeg fornøjelsen tidligere på ugen af at være vært for en debat i Politiken mellem chefredaktør Christian Jensen og formanden for forsvarsadvokater Kåre Pihlmann om navneforbud i den slags sager, og i en tankevækkende kronik gik CBS-professor Michael Møller til angreb på selve ideen om at kriminalisere den slags dukker, som tilsyneladende blev fundet hos Sass Larsen. | |
| | Selv er jeg næste uge på vej - forhåbentlig uden kompromitterende materiale - på en dannelsesrejse med mine døtre til det gamle Grækenland, fastlandet som jeg kun har set meget, meget lidt af. | |
| | Vi skal naturligvis læse Odysséen og den slags udødelige klassikere, lidt som med min kamelfilm gælder det om at finde mentale åndehuller i en hæsblæsende tid. Har man ikke læst Odysséen kan det anbefales, og bagefter kan man passende læse en af mine yndlingsforfattere, Daniel Mendelsohns bog ’An Odyssey’ om det græske mesterværk og hans mentale og fysiske rejse med den sammen med sin gamle far. En rørende bog, som jeg skrev en klumme om for nogle år siden. | |
| | Det betyder også, at dette er det sidste nyhedsbrev inden påske, så pas på jer selv, send som altid kommentarer til [email protected], alt - ros, ris og lige nu også tips til Thessaloniki og det græske fastland - modtages med glæde og begejstring. | |
|
