| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Det er fredag! For jøderne nærmer sabbatten sig, for muslimerne er det tid til en tur i moskeen og for en agnostiker som mig, er det bare tid til at se frem til weekenden. | |
| | Men sikke en uge, der har godt nok været gang i den. Selv har jeg været mest optaget af Israels angreb på Hizbollah. Er der gemt en lille spion i en, bliver det ikke meget mere skæg og blå briller end pagerangrebet, som tirsdag sårede tusinder og dræbte mindst ni, herunder også børn. Om angrebet, der blev fulgt op af eksploderende walkie-talkies onsdag, var klogt eller dumt, kan man diskutere. Her på avisen mener vi, at både Hizbollah og Israel er nogle værre nogen. | |
| | Men rent operativt er det godt nok fascinerende (også selv om jeg er enig i, at James Bond-sammenligninger er dybt upassende), og det vidner om et vist mentalt og økonomisk overskud, at Israel kunne ramme Hizbollah på den måde. New York Times har en forrygende beskrivelse af Israels operation og hvordan den formentlig blev udført. Uden sammenligning i øvrigt minder det mig lidt om Argo, filmen om redningen af seks amerikanske diplomater i Teheran efter den islamiske revolution, hvor CIA opretter et falsk filmstudie og lader som om, de vil optage en film i Iran. Crazy - men bygget på en sand historie. Se den, hvis du ikke allerede har været der. | |
| | Hvordan det går i Mellemøsten, vides selvsagt ikke. Personligt synes jeg, det er tankevækkende, at Israels efterretningstjenester kan tænke så langsigtet, mens landets politiske system virker så kortsigtet og uden strategi for andet end en uendelig krig. | |
| | Omvendt er det næsten med Iran og Hizbollah, hvis militære evner synes mindre imponerende end Israels, men som i al fald hidtil har nægtet at lade sig suge ind i en reel krig med den jødiske stat. | |
| | Nå, men det var bare min egen lille minianalyse. Debatten raser herhjemme og vil givet kun tage til i stormstyrke i de kommende uger op til årsdagen for 7. oktober. Sidste weekend havde en gruppe unge socialdemokrater en opfordring til ledelsen om at gå mere til stålet i forhold til kritik af Israel og kæmpe for at få fred. Denne uge var det den tidligere Gyldendal-direktør og nuværende forfatter Morten Hesseldahl, der rasede mod Hamas-støtterne. | |
| | Herhjemme går det jo anderledes fredeligt for sig. Her stod ugen som bekendt i sundhedsreformens tegn. Som Hans Mortensen muntert påpeger i Weekendavisen, er det sigende for regeringen, at den slags præsenteres af statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren, mens sundhedsministeren må vente lidt for at få ordet. | |
| | Men det var samfundsingeniørkunst på højeste plan, som så meget andet fra regeringens hånd timet således, at effekten først kommer lang tid efter næste valg, men det har selvsagt ikke forhindret hverken os eller andre i at komme med en vurdering af reformen. Selv sammenligner jeg det med en pose bland-selv slik i denne leder. Også her er debatten givet vis kun lige begyndt, snart kommer de 17 nye såkaldte sundhedsråd, og så må vi jo se nærmere. | |
| | Næste større skud i bøssen fra regeringen bliver formentlig en uddannelsesreform. Den går Mattias Tesfaye og polerer på, inden den skal skydes af i de kommende uger. | |
| | Min kollega Susan Knorrenborg - hvis roman lå i selveste Mette Frederiksen sommerstak - skrev en klumme om, hvordan AI snart vil gøre det mere prestigefyldt at være sygeplejerske end læge. Personligt tvivler jeg på det bliver helt sådan, men hvem ved. Fremtiden er uforudsigelig, men tiden kan virke lang, ikke mindst for skoleelever, der i denne kronik brokker sig over deres undervisning og på rørende vis endda henviser til lovens krav. | |
| | Så måske er der alligevel håb forude. De unge er som altid fremtiden, og eftersom Danmarks statsminister ifølge vores kommentator Noa Redington alligevel hedder Mette Frederiksen i mange år endnu, er det de nye generationer, vi må sætte vores lid til. | |
| | Og det var vel det. Eller næsten, for I skal lige have et tip med på vejen ud i weekenden og virkeligheden. Det kommer her: Elsker man amerikansk politik og kan det næsten ikke blive nørdet nok, så kig ikke længere. Verdens bedste biografi om nogen amerikansk præsident er Robert Caros om Lyndon B. Johnson. | |
| | Man tror det ikke, men det har nu taget Caro, der er en fænomenal skribent, mere end 35 år at skrive de første bind. Alene den historie er så fascinerende, at man bør give et af bindene om LBJ - der minder lidt om Biden faktisk - et skud. | |
| | Her er historien om Caro og hans arbejde. Selv læste jeg for nogle år siden Caros mesterlige biografi The Power Broker om Robert Moses, den store bygherre i New York, som er en dybt fascinerende beskrivelse af magt og hvordan den udnyttes. | |
| | Amerikanske journalistik er i det hele taget fascinerende, som en sidste tanke får I lige denne herlig artikel om stjerneskribenten John Mitchell, der arbejdede på The New Yorker - men som ikke skrev en eneste artikel de sidste 30 år. | |
| | Det var en tangent, og det var en anden tid - den gik næppe 30 dage herinde på bladet, men jeg elsker det alligevel lidt. Især at Mitchell bad om - og fik - lønforhøjelse efter de første 10 år uden at skrive noget. | |
| | Og med de ord - god weekend! Måtte jeres guder og skytsånder være med jer, ses næste uge. Skriv som altid kommentarer og tanker til [email protected]. | |
|
