Anders Legarth Schmidt | Journalist | |
|
|
| For et par år siden kørte jeg en dag med psykiatriambulancen i Region Hovedstaden. | |
| Anledningen var, at tjenesten, som normalt kører aften, nat og weekend, havde udvidet åbningstiden til dagtimer. | |
| En af turene gik til et bosted for borgere med svær psykisk sygdom. Sammen med en psykiater mødte jeg en mand, som havde brug for hjælp. | |
| Jeg kunne kende ham. Det viste sig, at jeg en gang tidligere havde mødt ham på en reportage, hvor han skulle indlægges. | |
| For mig var det overraskende at se manden igen. Hans hår var længere, mere tjavset, huden var blegere. Han så i det hele taget mere skidt ud. Det var som at se et genfærd. | |
| Den slags oplevelser er hverdag for psykiateren, der kørte med ambulancen, og for personalet på den psykiatriske afdeling, der tog imod patienten fra bostedet. | |
| Det er de samme mennesker, som igen og igen bliver indlagt i psykiatrien. | |
| I dette tilfælde skete det med flere års mellemrum. Men ret ofte sker det inden for en måned. | |
| Det sætter helt nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen en tyk streg under. | |
| Jeg har skrevet en artikel om tallene, men du får lige en hurtig overflyvning her. | |
| Det drejer sig om det såkaldte genindlæggelsestal. | |
| Det måler, hvor stor en andel af de psykiatriske patienter som bliver indlagt akut igen inden for 30 dage, efter at de er blevet udskrevet. | |
| Det er dem, som bliver kaldt svingdørspatienter, fordi de bliver indlagt igen og igen - tilsyneladende uden at få det ret meget bedre. | |
| Det er der flere forklaringer på. | |
| En af dem er, at der er for få sengepladser, og patienter ganske enkelt bliver udskrevet for tidligt, fordi der er andre, som har endnu mere behov for deres pladser. | |
| Andelen af patienter, som genindlægges inden for 30 dage, var 28,2 procent i 2024. Det har aldrig været højere. Over 17.000 genindlæggelser var der sidste år. | |
| Det er tal, vi har skrevet om flere gange, og man kan selvfølgelig stille spørgsmålet om, hvorfor vi dog skriver om det én gang mere. | |
| Svaret er simpelt: Fordi problemet ikke er løst. | |
| Ingen ved, om det vil blive bedre de kommende år, men med tiårsplanen for psykiatrien er der i hvert fald sat penge af, som skal sikre en bedre og mere sammenhængende behandling af patienterne. | |
| Så de slipper for at sidde fast i svingdøren. | |
| Jeg har også skrevet en analyse, der udspringer af den politiske aftale om tiårsplanen for psykiatrien, som regeringen og Folketinget indgik for en måned siden. | |
| Den handler om, at politikerne har fastsat en række mål for, hvordan behandlingen af patienterne skal blive bedre de kommende år. En gang om året vil der blive udgivet en rapport, der måler på 28 udvalgte parametre. | |
| Med røde, gule og grønne farver som i et trafiklys vil man nemt kunne se, om det går tilbage, om der er stilstand, eller om der er forbedring at spore. Samtidig vil landsdele kunne sammenligne sig med hinanden. | |
| Vi slutter med en opfordring. Hvis du nogensinde tænker: ’Hvorfor skriver Politiken aldrig om ...?’, så husk, at du altid er meget velkommen til at sende idéer til artikler inden for sundhed og psykiatri til os på redaktionen. | |
| Skriv, hvis der er emner, som trænger til, at vi dykker ned i dem. | |
| Lige en enkelt ting. Jeg planlægger en ny tur med psykiatriambulancen om et par måneder. | |
| Gad vide, hvem jeg møder... | |
| Det var alt i denne omgang. Vi er tilbage om en uge med vores sidste nyhedsbrev inden sommerferien. | |
|