| | På kontorer i børnepsykiatrien hænger tegninger fra børn, som har været til undersøgelse og behandling. Denne enhjørning er fra B294. Foto: Anders Legarth Schmidt | |
| Anders Legarth Schmidt | | Journalist | | |
|
|
| | Hvorfor er der ingen ende på behovet for hjælp i børnepsykiatrien? | |
| | Sådan skrev jeg i en større reportage fra børnepsykiatrien, som Politiken bragte på net og papir i weekenden. For det var det spørgsmål, jeg stod tilbage med, da jeg havde tilbragt to dage i april på børnepsykiatriske ambulatorier i Region Hovedstaden. | |
| | Det er steder, hvor børn med psykiske vanskeligheder kommer for at blive udredt og behandlet, og jeg besøgte de to afsnit, de hedder B291 og B294, for at finde ud af, hvordan det foregår. Sådan helt lavpraktisk. | |
| | Børn kan komme igennem samtaler, test, interview, observationer m.m. Én undersøgelse er for eksempel en times struktureret leg, der kan give et fingerpeg om, hvorvidt barnet lider af autisme. | |
| | Udgangspunktet for reportagen er den enorme stigning i antal børn og unge under 18 år, som bliver henvist til psykiatrien. Alene i Region Hovedstaden er antallet fordoblet på ti år, således at der sidste år blev henvist langt over 6.000 patienter. Det er nogle vilde tal. Og der er endnu ikke udsigt til, at kurven er knækket. | |
| | Jeg talte blandt andet med overlæge Tine Houmann. Hun leder afsnit B291, som udreder og behandler 3-7-årige børn, og på et tidspunkt lagde hun nogle papirer på bordet med røde kurver, som viste de lange ventetider. Hun forklarede, at med det aktuelle personale har B291 som mål at starte 15 udredninger om ugen. Men de får 25-30 nye patienter henvist om ugen. | |
| | »Det hænger ikke sammen. Det siger sig selv, at vi skaber en pukkel«, sagde Tine Houmann. | |
| | Det er simpel matematik. Der kommer flere patienter ind i psykiatrien, end psykiatrien kan nå at hjælpe. Også selv om der de senere år er ansat mange flere medarbejere til at udrede og behandle. | |
| | For et par måneder siden talte jeg med lederen af børne- og ungepsykiatrien i Region Hovedstaden, Hallur Thorsteinsson. Det var til en artikel om de lange ventetider. | |
| | Han lagde kortene på bordet. Den store stigning skal bremses. For der er grænser for, hvor mange patienter psykiatrien kan rumme. | |
| | Og det leder mig tilbage til det, som er det store spørgsmål i alt det her. Det spørgsmål, samfundet er nødt til at funde gode, ærlige og reflekterede svar på: | |
| | Hvorfor er der så mange børn, som har det skidt? | |
| | Jeg stillede selv en lang række spørgsmål om netop det i artiklen, og jeg har ikke svarene. | |
| | Vi slutter dagens nyhedsbrev med de spørgsmål: | |
| | »Er det skærme? Opdragelsen? Er det hjerner, som ikke passer til tidens krav? Får alt for mange en diagnose? Sygeliggør vi dele af en generation med medicin for at dæmpe naturlige reaktioner på en verden i opskruet tempo? Er der for få pædagoger i institutionerne til at drage omsorg for børn, som ikke selv søger den? Er det et sundhedstegn, at samfundet nu har et system, som fanger en del mistrivsel og psykisk lidelse, hvor børn før ingen hjælp fik? Har vi lullet hinanden ind i en tro på, at livet som barn og ung skal være gnidningsfrit, når sandheden er, at vi alle hver dag møder modstand?«. | |
| | Tak, fordi du læste med. Hav en god dag. Vi er tilbage om en uge. | |
|
