CISU efter samråd: Gør udviklingssamarbejde til en folkesag Fredag den 17. december havde de udviklingspolitiske ordførere Katarina Ammitzbøll (Konservative) og Christian Juhl (Enhedslisten) kaldt udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg. Temaet for samrådet var, at de to partier mener, at der ikke er nok sammenhæng mellem den nye udviklingspolitiske strategi Fælles om Verden og Finansloven for 2022. Den kritik løftede de overfor ministeren og krævede større involvering af forligspartnere og civilsamfundet i udmøntningen af strategien. På CISUs sekretariat fulgte en række medarbejdere interesserede med i samrådet, herunder blandt andet sekretariatsleder Jeef Bech: - Vi er glade for, at civilsamfundet og andre aktører i foråret 2021 var med til at give forslag til den udviklingspolitiske strategi, og vi mener at også udmøntningen skal være demokratisk og transparent. Derfor glæder vi os i CISU også allerede til den årlige redegørelse og debat om Fælles om Verden strategien i Folketinget, som vil finde sted i foråret 2022, og vi er klar til at mobilisere vores medlemmer og på den måde arbejde for, at udviklingssamarbejde bliver en folkesag, siger han. Du kan læse mere om samrådet her på Globalnyt.dk. |
|