Civilsamfundspuljen under pres: Rekordmange afvisninger på støtteværdige indsatser Ved seneste ansøgningsrunde i civilsamfundspuljen blev det til 12 bevilligede udviklingsindsatser for i alt 32.248.611 kroner. Der blev også givet 24 afslag, hvoraf de 13 var til støtteværdige ansøgninger for 34,3 millioner kroner, som fik afslag på grund af for få midler i puljen. - Det er aldrig sket før, at vi har været nødt til at give afslag til så utroligt mange støtteværdige udviklingsindsatser. Det er en rekord, vi er meget ærgerlige over, siger Jeef Bech, sekretariatsleder i CISU. Udviklingsindsatser, som er en støtteform under Civilsamfundspuljen, støtter indsatser som fremmer stærke, folkeligt funderede civilsamfund og skaber varigt forbedrede levevilkår for udsatte befolkningsgrupper. De mange afslag skyldes, at CISU allerede i 2020 havde et pres på alle støtteformer under Civilsamfundspuljen, herunder også små indsatser og medborgerindsatser, forklarer Jeef Bech. Det gav udslag i, at CISU i ansøgningsrunderne for udviklingsindsatser i marts og september 2020 måtte give afslag på støtteværdige ansøgninger for i alt 16 millioner kroner. Og mange af de organisationer, som har fået afslag, søger igen i den efterfølgende ansøgningsrunde. På den måde bliver presset på puljen gradvist større. - Derfor kan vi kun forvente, at stigningen i ansøgninger vil fortsætte endda kraftigere i septemberrunden 2021, hvor vi igen har 31 millioner kroner til rådighed. Det vil betyde, at der fortsat vil være stor konkurrence. Og her er det verdens fattigste, der taber, fordi vigtige indsatser, der kan forbedre deres levevilkår, aldrig bliver til noget, siger Jeef Bech. Omvendt er der også en positiv vinkel på de mange ansøgninger. - De mange støtteværdige ansøgninger er et bevis på den dygtighed og kvalitet, der findes i medlemsorganisationers arbejde, og at CISUs kapacitetsopbygning af organisationerne virker, siger han. Læs hele historien her |
|