Kære sportslæser Vejle er klart det sted, hvor jeg har set flest fodboldkampe på stadion. Min bedstefar – og mor for den sags skyld – nærede en stor kærlighed til den klubben med de røde trøjer og tog ofte mig og min bror med til superligafodbold i Nørreskoven. Det var Erik Boye og Finn Christensen, det var Thomas Gravesen og Jesper Søgaard, det Alex Nørlund og makedonske Dejvi Glavevski som den eneste udlænding blandt de foretrukne profiler. Det var superligasølv i 1997. Men tiden er en anden nu. En del af de uskyldige barndomsminder står i hvert fald i et andet skær, efter at Vejle Boldklub dukkede op, da jeg gennemgik de mange dokumenter i Football Leaks. Historiens største læk. Via især mailkorrespondencer har det været muligt at dokumentere, hvordan den traditionsrige klubs kinesiske ejer Lucas Chang – der siden overtagelsen i 2016 er trådt ud af ejerkredsen, men stadig sidder i bestyrelsen – har forsøgt at udnytte Vejle Boldklub til egen millionvinding i et mystisk dobbeltspil, hvor også Manchester City indtog en hovedrolle. Læs her. Samtidig har en kortlægning af Lucas Chang og hovedejeren Andrew Zolotkos netværk vist, at klubben under deres ledelse har hentet flere end 20 spillere, der er direkte knyttet til dem eller deres netværk af forretningspartnere i agentveerdenen. Det er en kritisk og risikabel konstruktion, siger iagttagere. Læs om de 24 handler her. Så ja, tiden er en anden nu i Vejle Boldklub, end dengang min bedstefar tog mig ud at se Erik Boye og Thomas Gravesen spille i Nørreskoven. Specielt udvalgt til dig Som modtager af nyhedsbrevet giver Politiken dig adgang til en del af indhold fra #FootballLeaks før alle andre. I første omgang er det føljetonen om, hvordan Fifa-præsident Gianni Infantino siger ét og gør noget andet, når han agerer mellem græsrødderne og de pengestærke interesser i fodbold. Titlen er ’Præsidentens dobbeltspil’ og du får kapitel 2 her. Det handler #FootballLeaks om Artikelserien om #FootballLeaks er baseret på materiale fra en whistleblowerplatform, der blev overdraget til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel og siden delt med Politiken og de 13 andre medier i regi af European Investigative Collaborations: Mediapart (Frankrig), L’Espresso (Italien), Expresso (Portugal), Reuters (Storbritannien), RCIJ/TBS (Sortehavslandene), Le Soir (Belgien), NRC (Holland), Nacional (Kroatien), VG (Norge), NDR (Tyskland), Premieres Lignes (Frankrig), De Standard (Belgien), Tamedia (Schweiz). | Med venlig hilsen Jeppe Laursen Brock Journalist på Politiken |
|
|
|
|