 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Man skal savne for at opdage, hvor glad man er for noget, og jeg håber derfor, at I med glæde nu ser, at det lille nyhedsbrev er tilbage efter en kort pause her i skolernes efterårsferie. | |
| | Jeg tilbragte tiden i Kairo, hvor jeg udover at se pyramiderne også var forbi det stærkt anbefalelsesværdige nye egyptiske museum, der slog dørene op lige mens jeg var i byen. Det er næsten uforståeligt, at pyramiderne er så store og gamle. Selv da Moses førte jøderne ud af Egypten, var de tusinde år gamle (og ja, det er nok ikke en historisk begivenhed, men I forstår nok, hvad jeg mener). | |
| | Man bliver altid klogere af at rejse, og en observation fra turen er hvor meget borgerkrigen i Sudan fylder i Egypten. Det er den taxichauffører og diplomater talte om, mens ikke en eneste nævnte Gaza-krigen. Sudan, inflation og vandstrid om Nilen var de tre ting, alle jeg talte med nævnte igen og igen. Gaza og Ukraine - not so much. | |
| | Nå, men nu er vi jo i gang igen herhjemme, hvor den politiske mølle maler nådesløst videre. At være borgmester er tydeligvis ikke, hvad det var engang. Denne uge trak Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard sig med kort varsel fra posten. | |
| | Dermed er tre ud af fire af de socialdemokratiske borgmestre i landets største byer gået af i utide, og de er ikke alene – otte borgmestre er forduftet siden seneste valg, mens 12 har sagt, at de ikke genopstiller, og således vil en femtedel af landets borgmestre ikke være på stemmesedlen ved næste valg. | |
| | Bag hver enkelt beslutning er selvsagt en personlig historie, men måske er der også noget mere systemisk galt med lokaldemokratiet i Danmark. Det kunne og burde en regering og et folketing, der er optaget af decentralisering og den slags, måske kigge lidt nærmere på. | |
| | Men bliver der mon tid til det? Der er jo så meget andet at tage fat i. Denne uge havde både Berlingske og Politiken historier om de forbløffende mange godkendelser af ægteskaber med mindreårige. Hvordan det kan lade sig gøre er forunderligt, og i et gennemdigitaliseret land som Danmark, kan man undre sig over, hvor svært det åbenbart er at få overblik over omfanget. Det kan og bør der nok graves lidt i i den kommende tid - både i medierne og myndighederne. | |
| | Graves bliver der også for tiden i Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen. | |
| | Den to årtier lange krig endte som bekendt med Vestens ydmygende nederlag til Taleban. En tragedie for afghanerne og især kvinderne, der bliver undertrykt på middelalderlig vis, noget der kan og bør fordømmes som en forbrydelse mod menneskeheden. Men også i Danmark bør krigen, der kostede 37 danske soldater livet, undersøges og læres af. | |
| | Hvorfor gik det så galt, som det gjorde, og hvad kunne og burde have været gjort anderledes? Det bliver vi forhåbenligt langt om længe klogere på, når forskergruppen fra DIIS efter nytår kommer med den rapport, som Folketinget bestilte om krigen for tre år siden. Desværre bliver forskerne, og vi andre, dog ikke helt så kloge, som vi kunne blive. | |
| | Tre af de helt centrale beslutningstagere fra dengang, nærmere bestemt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og tidligere forsvarsminister Søren Gade har nemlig ikke ladet sig interviewe. Anders Fogh forsøger at finde tid (men det er ikke lykkedes ham gennem 13 måneder), mens de to andre har sagt blankt nej. | |
| | Det raser jeg over i denne leder. For helt ærligt, er det ikke topmålet af arrogance, at Per Stig Møller siger at forskerne bare kan læse hans bøger og bizart at Søren Gade, Folketingets nuværende formand, blankt nægter at deltage i den redegørelse, som Folketinget har bestilt? | |
| | Men det er selvfølgelig også sjovere bare selv at fortælle sin historie, ideelt set endda i fiktionaliseret form, så man kan tage sig lidt kunstneriske friheder. | |
| | Autofiktionsbølgen buldrer afsted. Forleden kårede Kristeligt Dagblads læsere Leonora Christina Skovs bestseller ’Den, der lever stille’ som intet mindre end årtusindets bedste danske bog. Store ord og er man nysgerrig på hvor autofiktionen kommer fra - det er ikke just en ny tendens - kan man med fordel lytte til denne udgave af Den Levende. | |
| | Og mens vi alle sammen sidder og piller i vores egne navle og finder spændende snuller, buldrer verden derudad og ikke helt i den gode retning. | |
| | I den russiske by Kazan blev Ruslands diktator fejret og feteret af en snes verdensledere samt selveste FN’s generalsekretær under ugens Briks-topmøde. At Putin er anklaget for krigsforbrydelser, og at der er en international arrestordre mod ham fra ICC, forstyrrede ikke idyllen, der klart udstillede, hvor skidt det går for Vestens forsøg på at isolere den russiske tyran. Og snart kan han og hans autokratiske kumpaner få mere at glæde sig over. | |
| | Trump er nu, ifølge The Economist, en snæver favorit til at vinde præsidentvalget om halvanden uge. Sker det, vil han efter alt at dømme, og som noget af det første, presse Ukraine til at søge en ydmygende fred. | |
| | Om Trump vinder vides selvsagt ikke. Meningsmålingsguruen Nate Silver giver i denne klumme fra The New York Times en glimrende gennemgang af, hvorfor alt kan ske den 5. november. Og ja, hvis du, kære læser, ellers er abonnent på Politiken - og hvis du ikke er, så skynd dig dog at blive det - kan du faktisk helt kvit og frit læse Silvers klumme. Med perfekt timing til præsidentvalget kan alle abonnenter på Politiken nemlig få adgang til New York Times. | |
| | Så noget godt sker der alligevel i verden, trods alt. Kast dig over det, du får også spiluniverset og kan dermed som undertegnede fremover bruge en overraskende stor mængde tid på Wordle og andre af dens slags tænksomme tidsfordriv. | |
| | Vinder Trump bliver der mere brug for den slags fortabelser end nogensinde. | |
|
