| | | Jes Stein Pedersen | | Litteraturredaktør på Politiken | | |
|
|
| | Fik du læst Birgitte Kjærs store interview med Elias Sadaq? Han er muslimsk queer, lige fyldt 30 og har brugt år på at samle mod til at skrive digtsamingen ’Djinn’, som handler om den skam, han tidligt følte over at mærke ’forbudte lyster’. Han er vokset op i Aarhus V med en marokkansk far, en dansk mor, en flok søskende og en hverdag, der foregik i to verdener. I skolen var han den kvikke, sjove dreng, derhjemme var der social kontrol og streng opdragelse. Et hjem, hvor røgelsen altid var tændt for at holde dæmonerne, djinnerne, væk. »Mit liv derhjemme var et mareridt«, siger Elias Sadaq. Du kan læse hele interviewet her. | |
| | I den seneste udgave af Bogfolk taler Felix Thorsen Katznelson med Liv Helm, som er kunstnerisk chef på Husets Teater og aktuel med den selvbiografiske debutroman ’Med hjertet i hånden’. | |
| | Den begynder således: »Natten til den 7. januar 2018 tager min mormor og morfar en overdosis morfin og sovepiller. Derefter går de ud i nattefrosten og sætter sig ved siden af hinanden i deres liggestole på terrassen. Næste morgen er det høj sol og koldt, og jeg skutter mig, mens jeg går tur med barnevognen. Jeg tænker på, om det er nu, min mormor og morfar dør, eller om de er døde. Jeg har på fornemmelsen, at de har gjort det i nat«. | |
| | Stine Askovs nye roman er en omsorgsgyser. Hvad skal man ellers kalde den hårrejsende fortælling om de prøvelser, som Camilla udsættes for i jobbet som handikaphjælper hos 40-årige Mathilde, der sidder i kørestol og skal have hjælp til alt? Camillas prøvelser bliver værre og værre og som læser begynder man at hade Mathilde, ligesom Camillas mand, døtre og veninder gør, fordi arbejdet nedbryder hende. | |
| | I en roman, hvor replikkerne sidder perfekt, bringer Stine Askov fermt småbørnspædagogens og handikaphjælperens udfordrende arbejdsliv ind i ny dansk litteratur. Du kan læse hele anmeldelsen her. | |
| | Christian Johannes Idskov savner fremtiden, og læsningen af Solvej Balles ’Om udregning af rumfang’, gør længslen tydeligere. Hovedpersonen, den midaldrende antikvarboghandler Tara Selter, vågner hver dag op til 18. november, hver dag. | |
| | »Selv er jeg undervejs i læsningen kommet til at tænke på de langstrakte coronadage, hvor det af og til føltes, som om tiden var gået i stå, og vi nok alle var lidt usikre på, om der ville opstå en ny tilværelse på den anden side af vores kollektive karantæne. Men hvad hvis Balles romanprojekt sigter mod noget langt større?«, spørger Idskov. »Kan det tænkes, at det ikke bare var i coronadagene, at tiden gik i stå, men at det faktisk er sådan, verden føles i dag – som én lang gentagelse, mens vi langsomt bevæger os mod afgrunden? (...) Solvej Balles romanprojekt giver os netop denne fornemmelse af manglende udvikling og en langsomt voksende undergang«. Du kan læse hele kommentaren her. | |
|
