Kære læser! Mens du går tur i det nu lidt mere tempererede sommervejr eller sidder i stolen med din avis, bakser jeg med endnu et interview til sommerserien ’Bogen, der ændrede mit liv’, hvor jeg taler med otte personer fra ind- og udland om bøger, der har haft en afgørende betydning for dem. Lige nu er jeg i gang med at få samtalen med Jonathan Franzen på plads. Jeg talte med forfatteren til ’Purity’ en sen aften i sidste uge. Det var eftermiddag i Californien, men sen tropenat i Danmark, og det var svært at falde i søvn bagefter. Tankerne kørte rundt, jeg burde sætte mig og skrive, tænkte jeg, men klokken var for mange, og jeg var for træt. Sommerserien handler om bøger, som har trøstet, ført til vigtige erkendelser, givet indsigt i eller åbnet for nye veje i livet. Hver af de otte interviewede anbefaler tre bøger, og jeg har takket være Frederik Stjernfelt tænkt mig, at Len Deighton skal forsøde min sommer med sine krimier. Første interview var Frederik Cilius aka Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (29.6), der fortalte om Dostojevskijs ’ Forbrydelse og straf’, det kan du læse her. I dagens avis fortæller så professor Frederik Stjernfelt om J. L. Borges ’ Aleffen’, som han læste i en periode, hvor han led af en sygdom, som lægerne havde svært ved at diagnosticere. På søndag kan du så læse, hvad Geeti Amiri fik ud af at læse Amalie Skrams ’Constance Ring’. De øvrige i serien er forfatter Siri Hustvedt, psykiater Anne Lindhardt, forfatteren Jonathan Franzen, instruktør Katrine Wiedemann og Per Petterson. God læselyst! | Med venlig hilsen Jes Stein Pedersen Litteraturredaktør |
|
|
|
|