| Marcus Rubin | Kronikredaktør | |
|
|
| Måske var stifteren af Fremskridspartiet, Mogens Glistrup, slet ikke så skør endda. Som et af slagnumrene, da han stiftede sit protestparti, der bragede ind i Folketinget i 1973 med 28 mandater, var ideen om at nedlægge det danske forsvar og blot have en telefonsvarer, der på russisk sagde, at vi overgav os. | |
| Sådan gik det som bekendt ikke, og nu hvor russerne atter truer freden i Europa, har politikerne de sidste par år overøst Forsvaret med milliarder og atter milliarder. Men som almindelig borger kan man godt blive bekymret for Forsvarets evne til at bruge pengene fornuftigt efter de utallige skandaler, der har præget de seneste måneder. | |
| Først viste det sig, at kanonerne på de supermoderne krigsskibe, som Danmark har haft til at patruljere i Arktis, ikke har kunnet skyde kanonerne af de sidste 15 år. | |
| Denne uge kom så nyheden om, at et vitalt forsvarssystem svigtede, da fregatten ’Iver Huitfeldt’ nedkæmpede fire droner i Det Røde Hav, hvor skibet er udsendt for at bekæmpe angreb fra Houthi-bevægelsen. Og så toppede Forsvaret i bedste Monty Python stil af med at lukke luftrummet en periode, fordi et missil på en fregat ved en fejl blev aktiveret torsdag. | |
| Ulykkerne kostede forsvarschefen jobbet, men også det skabte næsten mere forvirring end afklaring, eftersom Forsvaret samme dag kom med to modstridende redegørelser for forløbet. Nu venter en ny næste uge, men som denne leder argumenterer for, stikker problemerne i Forsvaret ret tydeligt dybere end enkeltpersoner. Og så er vi slet ikke kommet ind på debatten om regeringens planer om at indføre værnepligt for kvinder, en debat som ruller videre. | |
| Nå, men alle kan jo lave fejl sådan som min kollega Susan Knorrenborg gjorde for noget tid siden, da hun tog på arbejde med røven - næsten - bar. Det har hun skrevet en stærkt underholdende klumme om, ikke mindst da det gik op for hende, at ingen i meget lang tid havde lagt mærke til at hendes baller var i fri dressur. | |
| Let er det ikke at være menneske, ikke mindst her i konkurrencestaten, hvor statsministeren benytter enhver anledning til at sige, at vi skal arbejde mere. Den 26. april kan befolkningen for første gang få fornøjelsen af at arbejde på Store Bededag, der trods massive folkelige protester blev afskaffet sidste år. Den havde ellers klaret sig gennem et par verdenskrige og 1864, men krigen i Ukraine blev dens banemand. | |
| Måske er det en del af forklaringen på, at Finland i de senere år har slået os i kapløbet om at være verdens lykkeligste land. En anden forklaring, som The Economist er inde på, er det næsten ufattelige antal saunaer, der er oppe i det høje nord. De har ganske enkelt omkring 3,5 millioner saunaer - mere end én per to finner. Vildt nok. | |
| En anden forklaring på den manglende topplacering kunne være den miserable adgang, som handikappede har til busser, kulturoplevelser og alt muligt andet i Danmark og måske især i København. Det har min kollega Helene Navne skrevet en forrygende serie om, både om sine oplevelser med sin egen søn og for andre. | |
| Det er værd at tænke over, ikke mindst fordi vi ofte i Danmark har en automatreaktion om, at vi er verdensmestre i sociale tiltag og lighed. Så meget desto mere kan jeg opfordre til at dukke op på onsdag, hvor min kollega Lotte Folke holder Åben Onsdag - debatredaktionens forsøg på at invitere til fri og uformel debat - om netop det med Helene Navne og aktivist og kørestolsbruger Ditte Guldbrand. | |
| Det var det for denne uge, næste uge gør vi det hele igen, for livet byder nemlig typisk på mindst en chance mere - også selvom F. Scott Fitzgerald argumenterede for det modsatte i The Last Tycoon, og det endte grumme galt for Jay Gatsby, da han forsøgte at vinde Daisys hjerte med sin formue. | |
| Kast et blik på denne herlige artikel fra Harper’s Magazine om just det med en chance mere. Og mens vi er ved Harper’s, kan jeg næsten ikke anbefale deres månedlige index over underlige og tankevækkende tal nok. Seneste version er her. | |
| Det viser blandt andet, at halvdelen af alle, der bruger internettet, mener, at vi lever i en simulation. Er det sandt, er der jo mindre grund til at tage det hele så tungt. God weekend. | |
|