Fønikskoncerter Den vedvarende coronasituation fører til programændringer hos Aarhus Symfoniorkester. Af hensyn til publikum og samarbejdspartnere erstattes de to symfoniske koncerter 15. og 22. april, samt kammerkoncerten den 11. april af en række koncerter med reduceret besætning. Disse koncerter vil finde sted i Symfonisk Sal, og koster 99 kr. pr. stk. Billetter vil blive frigivet efter et ventelisteprincip og antallet justeret efter gældende restriktioner*. Til erstatningskoncerterne vil publikum kunne opleve en lang række af de allerede engagerede kunstnere i samspil med orkestrets musikere, men i lidt andre musikalske konstellationer end de oprindeligt planlagte. Det er altså desværre ikke muligt at gennemføre koncerterne helt som oprindeligt planlagt, men vores publikum skal selvfølgelig ikke snydes for god musik af den grund. Rækken af koncerter fra Symfonisk Sal vil vi igen kalde ”Føniks”-koncerter, som vi gjorde tilsvarende i tilbagevendingen fra lockdown sidste år, og de vil alle blive optaget og streamet, så de også kan ses hjemme fra stuerne, hvis man foretrækker det. Læs mere om de enkelte koncerter – og skriv dig på ventelisten til billetter – på vores hjemmeside. |