Konferencer og andre arrangementer DM i Skills 2022 MESTERSKAB: DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Konkurrencen finder sted i Høng-Hallen fra den 28. til den 30. april. Seksuel chikane og andre krænkende handlinger INSPIRATIONSMØDER: Hvordan kan man forebygge krænkende handlinger på arbejdspladsen? Hvordan håndterer man det, hvis det alligevel sker? Og hvad gør andre virksomheder? Få svar på spørgsmålene på Arbejdstilsynets inspirationsmøde den 14. juni i Kolding, hvor du kan møde tilsynsførende med særlig viden om psykisk arbejdsmiljø, prøve konkrete værktøjer og snakke med andre virksomheder om forebyggelse og håndtering. Der afholdes tilsvarende møder i Odense, Aalborg, Aarhus og København til efteråret.
Udvikling af OECD-vejledninger og -standarder for kemiske stoffer og partikler TEMAMØDE-WEBINAR: Kom med ind i maskinrummet af den internationale regulering af kemiske stoffer og nanomaterialer. Her arbejder bl.a. OECD på at udvikle nye standarder og vejledninger for partikler og kemiske stoffer. Temamødet/webinaret afholdes af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø den 3. maj. Bedre sikkerhedskultur gennem toplederfokus hos bygherren MØDER: Videntjenesten om arbejdsmiljø for bygherrer og rådgivere inviterer sammen med Bygherreforeningen til 2 møder om resultaterne af projektet Safety First. I projektet har 3 bygherreorganisationer testet et nyt ledelseskoncept, der skal føre til færre ulykker og mere produktivitet på organisationernes byggepladser. Møderne afholdes den 3. maj i Lyngby og den 5. maj i Aarhus. Projekteringslederens fokus på arbejdsmiljø ONLINE-WORKSHOP: Videntjenesten om arbejdsmiljø for bygherrer og rådgivere inviterer til online-workshop om projekteringslederens fokus på arbejdsmiljø. Workshoppen omfatter oplæg og erfaringsudveksling og afholdes den 12. maj på Zoom. Temadag og uddeling af Arbejdsmiljøprisen 2022 NOMINEREDE: 12 arbejdspladser er nomineret til at modtage årets Arbejdsmiljøpris, der uddeles af Arbejdsmiljørådet den 19. maj i København i forbindelse med en temadag om "Samarbejde om arbejdsmiljø". Du kan læse mere om programmet og de nominerede arbejdspladser samt tilmelde dig til arrangementet på Arbejdsmiljøprisens hjemmeside. |
|
Værktøj, pjecer og andre nye materialer Screening og hjælp med arbejdsmiljøproblemer i byggeriet TILBUD: BFA Bygge & Anlægs konsulenttjeneste yder virksomheder i byggeriet gratis hjælp til at forbedre deres arbejdsmiljø. Som noget nyt tilbyder de nu også en screening af virksomhedernes arbejdsmiljø, som skal skabe bedre overblik. Et andet tilbud er hjælp til løsning af konkrete arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljø i industrien GUIDE: En ny guide fra BFA Industri indeholder en kort oversigt over de forventninger og krav, som Arbejdstilsynet har til virksomheder i industrien. Guiden oplyser bl.a. om en række vejledninger fra BFA Industri, der indeholder råd, vejledning og metoder til at få styr på arbejdsmiljøet. Forebyggelse af fald-, glide og snubleulykker i butikker MATERIALER: Mange fald-, glide- og snubleulykker i butikker kan forebygges ved at være opmærksom på risikosituationer i hverdagen. BFA Handel har udgivet en pjece om emnet. Desuden er der lavet 2 skemaer, som kan bruges til at undersøge en arbejdsulykke eller en farlig situation, hvor noget kunne være gået galt. Forebyg smerter på jobbet FILM: BFA Service – Turisme har samlet 4 videoer om at forebygge smerter. De handler om at undgå at smerter bliver en fast del af jobbet samt om at undgå smerter ved ejendomsservice og ved rengøring. Desuden er der filmen Med kroppen som redskab, der oplyser om risici ved tungt arbejde og betydningen af træning som forebyggelse. |
|
|