| | Cate Blanchett i hovedrollen i 'Disclaimer', der har verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. | |
| | | Kristoffer Hegnsvad | | Film- og tv-redaktør på Politiken | | |
|
|
| | Tv-serierne har virkelig indtaget filmfestivalen i Venedig. | |
| | To af de mest markante begivenheder ved årets festival er 7 timer lange miniserier, den ene Thomas Vinterbergs ’Familier som vores’, en dogmeapokalyptisk serie, som danskerne kan se på TV 2 til efteråret. Den anden er mexicanske Alfonso Cuarón ’Disclaimer’, der senere i år kan ses på Apple TV+. | |
| | Efter i årevis at have været domineret af etablerede filmskaberes frie spillefilmsleg på Netflix, er Venedig altså i år domineret af etablerede filmskaberes lange leg i serieformatet. | |
| | Jeg har set de syv afsnit af ’Disclaimer’ og er endnu engang betaget af Cate Blanchetts kraft i en rolle, der ikke er helt uden sammenligning med hendes mesterstykke i ’Tár’. | |
| | I ’Disclaimer’ spiller hun en prisvindende dokumentarist, Catherine, der indhentes af sin fortid. | |
| | Tyve år tidligere tog hun på en ferie i Italien, med sin lille søn Nic, men uden sin forretningsmand-ægtemand (Sascha Baron Cohen). Her møder hun en ung britisk backpacker, Jonathan. | |
| | Jonathan tager en række erotiske fotografier af hende på hotelværelset. | |
| | Catherines søn Nick er kommet i havsnød i sin lille gummibåd, og Jonathan kaster sig heltemodigt i bølgerne for at redde ham, men omkommer selv i processen. Nick reddes i land af livreddere, hvorefter Catherine tager hjem til London uden at fortælle om sit møde med Jonathan dagen før. Her fortsætter hun sit liv i tyve succesfulde år, indtil Jonathans gamle far (Kevin Kline) beslutter sig for at tage hævn over den kvinde, som han synes, burde have mødtes med ham dengang i Italien og sagt tak. | |
| 'Disclaimer' af Alfonso Cuarón.Foto: Still/Apple TV+ |
| | Herfra løber en labyrintisk historie. En rashomon-agtig fortælling om, hvem der oplevede hvad, og hvilke historier vi tror mest på. Den er fortalt som en slags intim detektivhistorie med alvidende fortæller, men samtidig dykker den så intenst ind i de enkelte scener, de enkelte perspektiver, at man bliver opslugt og hver gang overbevist af fortælleperspektivet, ikke ulig Hirokazu Kore-edas ’Monster’, hvor tre forskellige historier om samme begivenhed alle stod lige klart frem. | |
| | Det er en fortællestil, der er oppe i tiden. Også i Cannes var der i Paul Schraders ’Oh, Canada’, en stræben efter filosofisk at diskutere, hvad sandhed er, hvilken sandhedsværdi vores historier og især billeder bærer på. I ’Disclaimer’ er det især Cate Blanchett og hendes kollega, australske Leila George, der spiller den yngre Catherine, der får filmen til fremstå som blotlagte nerver. | |
| | Jeg kan godt forstå, Venedig har inviteret ’Disclaimer’ til festivalen, selvom det nærmest er en umulig kolos at skulle se de syv timer i det pressede program, en filmfestival er. | |
|
